Hussalget i Jammerbugt Kommune på himmelflugt
Foto: Nybolig
Huspriserne i Nordjylland er tredoblet på 25 år.
Øget efterspørgsel på huskøb i Jammerbugt Kommune har givet travlhed til kommunens ejendomsmæglere. Antallet af hussalg i første halvdel af 2019 er nemlig steget markant.
Ejdomsmæglerne i Jammerbugt Kommune har haft mere travlt end normalt i det første halve år af 2019. Interessen for at bo i Jammerbugt kommune er nemlig blevet så stor, at hushandlerne er steget med 27,3 procent i forhold til samme periode sidste år.
- Vi havde travlt sidste år, og har haft ekstra travlt i år, fortæller Morten Brix fra EDC i Brovst.
Interessen for huskøb er især steget i områder som Brovst, Arentsminde og Halvrimmen. Og det er nogle områder, hvor hushandlerne har stået forholdsvist stille de seneste år.
- Vi oplever en øget interesse for landejendomme i området, og har haft flere handler i sommerhusområdet ved Tranum end de tidligere år, forklarer Morten Brix.
Nybolig i Brovst kan ligeledes bekræfte den øgede aktivitet i Brovstområdet, mens det hos EDC Danebo i Blokhus primært er interessen for køb af fritidsboliger, der er steget.
- Der er generelt flere hushandler i år end sidste år. Vi ser, at områderne uden for Blokhus rører mere på sig, siger indehaver af EDC Danebo i Blokhus, Erik Thuesen. Han uddyber, at det især er områderne Rødhus, Saltum og Tranum.
Det er en udvikling, der glæder borgmesteren i Jammerbugt Kommune.
- Det er meget positivt for vores landdistriktskommune, at den store aktivitet i hussalget også er i de mindre byer og landområder i Jammerbugt, siger borgmester Mogens Christen Gade og fortsætter:
- Det er vigtigt, at det er attraktivt at bosætte sig mange steder i kommunen – det er med til fortsat at skabe udvikling bredt i vores kommune, siger han.