Hotel Fårup fuldt belagt
Foto: Fårup Sommerland
Gæsterne er strømmet til Hotel Fårup de første fire måneder.
Det splinternye Hotel Fårup midt i Fårup Sommerland kan melde om en fantastisk start med flot belægningsprocent.
Ikke nok med at brugerne jubler over det nye, indtagende hotel i rødt og hvidt træ i Fårup Sommerland. Nu kan hotellet også melde om en forrygende start på sit liv med en imponerende høj belægningsprocent denne sæson.
Over 90 procent af værelserne var i juli booket på Hotel Fårup, og i maj, juni og august var den på cirka 60 procent. Noget, der virkelig vækker glæde i Fårup Sommerland.
- Vi er særdeles tilfredse med den start, vi har haft på Hotel Fårup. Vi havde en forventning og en forhåbning om, at hotellet ville blive populært, men det har naturligvis været vanskeligt at spå præcis, hvor god opstartsfasen ville blive. Derfor er det ekstra glædeligt, at vi nu kan se tilbage på fire måneder med flotte belægningstal, som også overgår budgettallene, siger Søren Kragelund, administrerende direktør i Fårup Sommerland.
Noget af det mest overraskende ved de første fire måneder, hotellet har eksisteret, har været antallet af ikke-skandinaviske gæster, fortæller Søren Kragelund. Udover de forventede gæster fra Norge og Sverige, har der været flere langvejs fra.
- At vi har haft en lang række gæster fra eksempelvis Spanien, Grønland, Schweitz, Østrig, Storbritannien, Indien, Belgien, Italien og Finland, har overrasket os noget - naturligvis i positiv henseende, siger han.
Hotel Fårup får desuden fem ud af dem stjerner og en lang række positive anmeldelser af brugerne på TripAdvisor, hvor rejsende fra hele verden kan anmelde hoteller, restauranter og forlystelsesparker.