Historisk: Nordjysk 100-årig fødselar får kongens første brev
Underskrevet "Frederik Rex."
Royalist eller ej, er der noget schwung over et brev med den underskrift.
Og som den første nogensinde blev det en nordjyde, der modtog et brev med en personlig lykønskning fra Kong Frederik X af Danmark.
"I en lille by i Nordjylland modtager en 100-årig fødselar i dag, som den første, en lykønskning fra Hans Majestæt Kongen."
Sådan skriver Det Danske Kongehus i et opslag på deres sociale medie.
Den nordjyde er Martha Kirstine Stieper, der i dag blev fejret på Pandrup Plejecenter.
- Det er kæmpestort! Jeg har jo oplevet tre konger og en dronning nu, fortæller fødselaren.
Udover personale og de resterende beboerer, så var hendes oldebørn, børnebørn og børn også dukket op. Dog var tipoldebørnene for små til at deltage, men de sendte en hilsen, hvor de sang for hende.
Efter et langt og begivenhedsrigt liv har den nu 100-årige blot én ting at sige.
- Man har aldrig taget skade af at bestille noget, afslutter hun.
Man modtager en hilsen fra majestæten på 100-års fødselsdagen, diamant-, krondiamant-, jern-, og atombryllupsdagen.
Særlige breve
Kong Frederik har besluttet at videreføre traditionen med, at Majestæten sender lykønskninger til borgere, der fylder 100, 105 og 110 år.
Derudover vil Kongen også fortsætte med at sende lykønskninger i anledning af diamant-, krondiamant-, jern- og atombryllupper ved henholdsvis 60, 65, 70 og 75-års ægteskab.
Traditionen med lykønskninger fra Majestæten på særlige mærkedage blev i sin tid indledt med telegramhilsener, der blev sendt, nedskrevet og læst op for den pågældende fødselar på dagen.
Kilde: Det Danske Kongehus