Har du set Sally? Kælegris på fri fod
Foto: Privatfoto
Et mindre drama udspillede sig i går på Endelstedvej ved Haldager.
For da Minna Larsen torsdag aften fik gennet sine to nyindkøbte kælegrise ind i deres nye hus, så den ene sit snit til at stikke af. Det endda på trods af hegn og stødhegn.
- Den løb ud, og det må den gerne, for der er indhegnet. Men den rullede sig op af hegnet og fik på den måde rullet sig over på den anden side, fortæller Minna Larsen.
Og så startede jagten, der gik ud over marken og ned til den å, der løber bag marken og videre ind hos naboen.
Minna og hendes ægtemand løb oppe langs åens kanter i forsøget på at fange kælegrisen, som, hvis den bare lige var blevet en smule længere, havde fået at vide, at den nu hed Sally.
Det har Minna Larsens børnebørn nemlig døbt den bortløbne kælegris.
- Men det lystrer hun altså ikke på, for hun vidste det jo ikke endnu, at det var hendes navn endnu, siger Minna Larsen og fortætter:
- Det er første gang, vi har kælegrise, og det var egentligt for børnebørnenes skyld. Nu er der en ensom lille kælegris tilbage herhjemme, for de to var søskende.
Frygter den er død
Men Minna Larsen regner sådan set ikke med at se Sally på hendes nye matrikel igen. For der er mange ræve i området.
- Hun har været ude hele natten, og jeg kan godt være lidt nervøs for, at det kan være en ræv, der har taget hende. Hun var jo ikke så stor. Men jeg håber da, at vi kan få hende tilbage, siger Minna Larsen.
I håbet om at finde Sally igen har hun derfor lavet et Facebookopslag, hvor hun eftersøger grisen. Det har dog ikke givet pote.
- Det er så ærgerligt, for den var sky i forvejen, og så stak den af. Det er ærgerligt, lyder det fra Minna Larsen.