Hærværk ved klubhus fortsætter
Foto: Aabybro Fodbold - AAIF
Flere møbler er blevet ødelagt ved klubhuset.
Gang på gang bliver klubhuset udsat for hærværk.
Borde og bænke, der er splittet ad, og parasoller, der er ødelagt.
I måneder med mildere sommeraftener har Aabybro Idrætsforenings klubhus haft besøg af tørstige ganer.
- Der bliver slået flasker i stykker ude på vores bane. Og det er jo ikke særlig heldigt, når man spiller fodbold, siger Hans Arne Pedersen, der er formand for Aabybro IF's fodboldafdeling.
- Vi må sige, at når de laver hærværk på vores ting, så er vi jo nok begyndt at reagere, siger han.
For gang på gang er foreningens tilknyttede mødt ind til ødelagte flasker og møbler. Her må klubbens frivillige gribe kost og skraldespand.
- Det er klart, at det er træls at komme sådan en mandag morgen og kigge på, at det hele roder dernede, siger formanden.
Hvor skal de unge tage hen?
Selvom Hans Arne Pedersen er godt og grundigt træt af, at byens unge samles under klubhusets halvtag uden at kunne behandle stedet ordentligt, erkender han, at han i sidste ende forstår dem.
- De unge mennesker har ikke rigtig nogen steder at gå hen i Aabybro. Og så går de altså derned og samles, og det kan vi på en måde godt forstå.
I foreningen har de forsøgt at sprede budskabet på de sociale medier og er flere gange gået i dialog med de unge, når de har festet under klubhusets halvtag.
Alligevel fortsætter hærværket. Og derfor håber Hans Arne Pedersen, at forældrene i Aabybro vil være opmærksomme på deres børns aktiviteter om aftenen.
- Det handler måske også om, at forældrene interesserer sig for deres børn og hvad de laver, siger han.
Han understreger dertil, at de i foreningen ikke ønsker at indblande politiet, men at det i sidste ende kan blive nødvendigt, hvis hærværket fortsætter.
- Vi kæmper jo også for at få en økonomien til at hænge sammen, og at vi så skal gå ud at bruge penge på noget, der bare er hærværk, det er vi sgu trætte af, siger han afsluttende.