Granat sprængt på Blokhus Strand
Det var en mortérgranat, der blev fundet på stranden i Blokhus lørdag eftermiddag. Bomberydderne fra Skive sprængte den på stedet.
En mands spadseretur med en metaldetektor på stranden i Blokhus lørdag ledte ham til et fund, han ikke kunne definere. Han valgte derfor at indberette fundet til Nordjyllands Politi, der sendte en patrulje til Blokhus først på eftermiddagen.
Det skulle vise sig at være en klog beslutning. Der var nemlig tale om en mortérgranat af ældre dato.
Politiet afspærrede området på stranden, hvor mange i dag var på tur i solskinsvejret, og Hærens ammunitionsrydningstjeneste (EOD) blev tilkaldt.
Ammunitionsrydningstjenesten valgte at sprænge den på stedet, fordi den var så medtaget, at det var tvivlsomt, om den kunne flyttes forsvarligt, siger Lars Skjoldan, der er pressevagt ved Forsvarskommandoen.
Ifølge ham sker det med jævne mellemrum, at fund som dette dukker op.
- Vi ser det typisk, hvis der har været hårdt vejr ved kysterne. Så er der genstande, der måske har ligget på havbunden, der bliver skyllet op på land, siger Lars Skjoldan.