Ren Indiana Jones: Gå på opdagelse i gravkammer, der er ældre end pyramiderne
5200 år gammelt gravkammer i Fjerritslev er blevet tilgængeligt for offentligheden.
De fremmødte gæster fik lørdag en sjælden mulighed for at træde 5000 år tilbage i tiden og besøge jættestuen Klovenhøj ved Fjerritslev.
I forbindelse med en restaurering åbnede Nordjyske Museer nemlig gravkammeret for offentligheden, noget som sjældent bliver gjort.
Restaureringen har været i tæt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen og firmaet Morsø Skov. Den har været nødvendig, da nysgerrige grævlinge og ræves poter har sat sit spor.
Det fortæller arkæolog og museumsinspektør Thomas Rune Knudsen.
- Den har været hullet som en schweizerost. Det har vi fået fyldt ud, og har fået rettet de randsten, der er skvattet ned i den forbindelse. Så har vi fået sat en låge i, og fået lagt nogle gulvfliser, så dyrene ikke kan komme ind i kammeret, lyder det.
Kom med en tur i gravhøjen herunder:
Særlige nordjyske hylder
Og hvis man ikke lige kan forestille sig en jættestue, så har Thomas Rune Knudsen en ret god beskrivelse.
- Forestil dig en stor gravhøj med en lang stensat gang, der fører ind til et stort stenbygget kammer. Den er blevet brugt som fælles grav for flere personer, forklarer han.
Byggestilen er meget speciel og typisk for Nordjylland.
For hvor man normalt ville have brugt fliser, der ligger på en bestemt måde, så er der i jættestuen hulrum eller hylder mellem de store bæresten.
- Det er en af de ting, der gør denne jættestue anderledes end andre, vi kender, fortæller Thomas Rune Knudsen.
Enestående gravkamre
Det er Thomas Rune Knudsens anden istandsættelse af en jættestue, og det er noget helt særligt at få lov at arbejde med.
- Det er altid en speciel oplevelse at gå ind i sådan et kammer. Særligt når du ikke kender det i forvejen. Det bliver lidt Indiana Jones-agtigt, smiler Thomas Rune Knudsen.
Ifølge ham er det vigtigt, at vi bliver ved med at bevare stykker af danmarkshistorien som Klovenhøj.
- Det er ret enestående, at vi har nogle gravkamre, der går 5000 år tilbage, og som er, sat lidt på spidsen, ældre end pyramiderne i Giza i Ægypten, og at man kan få lov til at kravle ind i det, afslutter han.