Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

For meget krudt i røven i skolen: Nu runder Brian 25 år på TV2 Nord

En vaks lærer spottede Brian Borch Daugaards passion, nærmest før han selv gjorde det. Det førte til en lang karriere i tv-branchen.

Du har aldrig set ham på en tv-skærm. Til gengæld har han haft en finger med i spillet i meget af det, du har set på din tv-skærm de seneste 25 år. I hvert fald hvis du har set TV2 Nord.

Ledende producer Brian Borch Daugaard runder i disse dage et kvart århundrede som medarbejder på TV2 Nord.

Der er en snert af grim ælling og smuk svane over fortællingen om TV2 Nord-jubilaren. I skolen var der næppe nogen, der spåede knægten med den rastløse energi en stor fremtid. Han passede ikke ind i kasserne. Til gengæld var der en lærer, der spottede, at der var noget, den urolige elev brændte helt vildt for.

- Skolen havde et videokamera, og når jeg fik det i hænderne, skete der noget, fortæller Brian Borch Daugaard og fortsætter:

- Min lærer lagde ikke bare mærke til min interesse for kameraet, men gav mig også mulighed for at arbejde med det. Så tit, når de andre elever skulle noget andet, så fik jeg lov til at lege med kameraet. Det blev dybest set starten på det, jeg har lavet hele livet.

Headhuntet til Paris-opgave

Det var ikke bare levende billeder, der fascinerede den vestjyske knægt. Stillbilleder skød han også i stor stil og kom blandt andet til at levere til den lokale ugeavis i Esbjerg. Han fik 50 kroner pr. foto, der blev brugt, og det var en ganske glimrende forretning for den unge mand.

- En dag udpegede chefen på avisen et billede og spurgte: Hvem har taget det? Det var så et af mine billeder, og før jeg havde set mig om, blev jeg i en alder af 17 år sendt til Paris med en garvet journalist. Vi skulle ned til den legendariske modefotograf Gunnar Larsen i forbindelse med en Miss Vestjylland-konkurrence, fortæller Brian Borch Daugaard.

- Der stod lille Brian så i Gunnar Larsens mørkekammer og lavede billeder, han skulle se. Mine hænder rystede nærmest, tilføjer han med et grin.

Buskonflikt to pippet fra ham

JyskeVestkysten, som ejede ugeavisen, ville senere til at lave lokal-tv, og da Brian Borch Daugaard kunne lidt med foto og video, så blev det ham og to lydmænd, der blev sat i spidsen for den store tv-satsning.

- Det var sjovt. Vi havde ingen erfaring og skulle bygge noget op fra bunden. Det var slet ikke gået i dag, men det gjorde det dengang, og det blev min chance ind i tv-branchen uden nogensinde at have taget en uddannelse indenfor det, fortæller han.

Karrieren fortsatte senere med at lave tv for fagbevægelsen i Vestjylland, og det gik strygende, indtil den legendariske faglige konflikt blandt buschauffører – RiBus-konflikten – tog pippet fra ham. En konflikt, der varede i 268 dage.

- Hver dag skulle vi ud og stå og dække konflikten. Det var rædselsfuldt til sidst, og så så jeg tilfældigvis, at TV2 Bornholm søgte en medarbejder i fire måneder hen over sommeren, fortæller Brian Borch Daugaard, som fik jobbet.

Senere gik turen via TV Syd, før han 1. juni 1998 stemplede ind på TV2 Nord. Her har han gennem årene været en central medarbejder som fotograf og som producer. 

Han bærer i dag titlen som ledende producer og står som sådan i spidsen for TV2 Nords hold af producere, som blandt andet har ansvaret for den tekniske afvikling af de daglige nyhedsudsendelser.

Selv sidder Brian Borch Daugaard de her dage ikke på producer-pinden, når nyhederne kører over skærmen, men han er dybt invoveret i, hvordan nyhederne ser ud for den almindelige seer. Og så optræder han også selv som producer ved eksempelvis nogle af de helt store produktioner, som TV2 Nord laver. Det gælder blandt andet det årlige awardshow ”Årets Nordjyde”.

Én særlig ting har betydet alt

- Jeg har gennem årene haft mange forskellige funktioner i huset. Jeg har fået mange muligheder for at prøve nye ting, blandt andet var jeg den første til at arbejde med at promovere vores egne programmer og serier og den slags. Afvekslingen og mulighederne har gjort, at årene er fløjet afsted, og at jeg aldrig har tænkt på, at det var ensformigt, siger jubilaren.

Det er dog noget andet, der har gjort den allerstørste forskel i forhold til at gøre de 25 år til en fornøjelse.

- Det er kollegerne. Både fagligt og socialt har TV2 Nord gennem årene været et fantastisk sted at være, og det skyldes i meget høj grad de mange både dygtige og hyggelige mennesker, der arbejder her, siger Brian Borch Daugaard.


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Foto: Arkiv

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.