Fly tiltrak masser af tilskuere på stranden
20 flyvemaskiner virkede som effektivt trækplaster.
Blokhus Fly-In har de seneste år været et stort tilløbsstykke, hvor tusindvis af mennesker forsamles på Blokhus Strand for at se de spektakulære fly helt tæt på. I år er dette ikke muligt grundet Covid-19 restriktioner, men det betyder ikke at publikum bliver snydt for højtflyvende oplevelser over Blokhus.
For arrangementet blev gennemført i en coronavenlig udgave, hvor flyene ikke landede men fløj langsomt forbi de mange tilskuere.
- Vi har i år valgt at ændre konceptet for Blokhus fly-In en anelse. Flyene kommer i år ikke til at lande på stranden, men vil i stedet flyve i lav højde langs Vesterhavet fra Saltum til Rødhus. Derfor kalder vi årets arrangement for Blokhus Fly-By, siger Jannie Ratke, eventansvarlig for Erhvervsforeningen Destination Blokhus.
Og det er ikke kun gæsterne på stranden, der glæder sig til flyshowet.
For også pilot Michael Lygum Olesen er det en stor dag - ifølge hans kone har han gået og tjekket vejrudsigten i flere uger op til dagens flyvning ved vestkysten.
- Man kan jo ikke være andet end glad. Det er jo en fest i dag - det bliver ikke større, siger Michael Lygum Olesen, mens han gør sit fly klar på Sindal Flyveplads.
Oppe i luften føler han sig fri, og hans kone og barn fik da også et vink med vingerne, da han fløj forbi.