Fire kvæstede i trafikuheld
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
Fire personer er kommet til skade i en trafikulykke.
Fire personer er kørt på hospitalet efter voldsom ulykke ved Tranum.
Fire ambulancer, redningsfolk og politibetjente blev mandag aften kaldt til en voldsom ulykke i krydset ved Sandmosevej/Klithusevej lidt nordøst for Tranum.
- Vi har endnu ikke kunnet afhøre de tilskadekomne, så vi er ikke klar over, hvordan ulykken er sket, men en bil er endt på hovedet, og fire personer er kørt på sygehusene i Hjørring og Aalborg, fortæller Mads Hessellund, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Ulykken skete klokken 17.42, og en person var fastklemt og måtte klippes fri. I alt fire personer blev kørt med ambulancer til hospitaler i henholdvis Hjørring og Aalborg.
En tysk kvinde på 18 år og en tysk mand på 24 år blev kørt til undersøgelse i Hjørring, de er meldt udenfor livsfare.
- Vi har endnu ikke status på, hvordan et dansk par på 27 og 32 år har det, siger Mads Hessellund.
Der er ikke rekvireret bilinspektører til ulykkesstedet, hvor der igen er farbart.