Fårup Sommerland håber fortsat på at kunne åbne til sommer
Foto: Fårup Sommerland
Coronakrisen har også konsekvenser for Fårup Sommerland, der allerede nu har udskudt årets første åbningsdag.
Hvis forbuddet mod større forsamlinger også gælder forlystelsesparker, kan det tvinge parken til at holde lukket det meste af sommeren.
Regeringen forbød mandag aften arrangementer med store forsamlinger som festivaler og markeder frem til og med august. Hvis det forbud også gælder forlystelsesparker som Fårup Sommerland, vil det tvinge parken til at lukke i de måneder, den skal tjene flest penge.
- Der er mange elementer i vores situation, som er uafklaret, siger Niels Jørgen Jensen, som er direktør i Fårup Sommerland.
Fårup Sommerland er ikke sikker på, om forlængelsen af forsamlingsforbuddet for større arrangementer også gælder forlystelsesparker. Derfor har parkens ledelse gennem forskellige brancehorganisationer rettet henvendelse til de rette myndigheder, og håber stadig på at få lov til at åbne planmæssigt i maj.
- Vi håber selvfølgelig, at vi åbner den 21. maj, men der kan løbende komme nye ændringer på de rammer, der styrer os, siger direktøren.
Omsætningen i parken hænger direkte sammen med antallet af gæster, og har allerede nu forkortet sæsonen ved at rykke åbningsdagen fra den 2. maj til den 21. maj.
Parken kigger nu på, om de hjælpepakker, der er kommet fra regeringen, kan bruges af Fårup Sommerland.
- Vi kigger på lønkompensationsordning, og vi kigger på at få dækket faste omkostninger, siger Niels Jørgen Jensen.
En historisk sæson
Forbuddet mod større arrangementer skal sikre, at coronasmitte ikke bliver for udbredt i samfundet, og når Fårup Sommerland åbner, vil de også sikre tryghed for parkens gæster.
- Hvis man kan sikre, at man kan handle i den lokale brugs i tryghed, så kan vi også søsætte initiativer, der kan skabe et trygt og sikkert besøg hos os, siger Niels Jørgen Jensen.
Han fortæller, at der bliver arbejdet hårdt på, at parken kan åbne, når samfundet er klar til det. Men coronasituationen har allerede sat sine tydelige spor hos Fårup Sommerland.
- Lige gyldigt hvad der sker, kommer vi til at have en sæson, som vi aldrig har haft før.