Et skridt nærmere: Kæmpevindmøller opføres i Jammerbugten
På trods af massive protester har Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune bedt Økonomiudvalget om at godkende planerne for kæmpevindmøller ved Nørre Økse Sø og Thorup-Sletten Strand.
Der står i dag 23 vindmøller ved Nørre Økse Sø og Thorup-Sletten Strand. De måler 69 meter, og alt peger nu hen imod, at de ender med at blive fjernet og erstattet af 15 vindmøller, som er over dobbelt så høje – nemlig 150 meter.
Det har længe været på programmet, og nu er kæmpevindmøllerne kommet et stort skridt nærmere vindmølleparkerne, efter Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune har besluttet sig for at indstille økonomiudvalget til at godkende lokalplanerne for kæmpevindmøllerne.
Det er beklageligt. Vi bliver på ingen måde taget alvorligt af kommunen.
Johnny Solberg, husejer ved Nørre Økse Sø.
- Vi giver mulighed for at etablere op til 24 vindmøller, der vil reducere CO2udslippet med flere millioner tons CO2 over en årrække, siger Formand for Teknik og Miljøudvalget, Jens Christian Golding.
Det betyder, at kommunen bliver en del af Danmarks mål om at reducere CO2-udledningen, og kan bidrage til at overholde den såkaldte Paris-aftale.
Frustration blandt borgene
De 24 nye vindmøller skal fordeles i de to vindmølleparker. Ved Nørre Økse Sø bliver der opført 15 nye, hvor der ved Thorup-Sletten Strand bliver opført 9 nye kæmpevindmøller.
Det er ikke tilladt at bo i en radius af 600 meter fra kæmpevindmøllerne, så husene i området omkring Nørre Økse Sø vil blive opkøbt af energiselskabet Vattenfall.
Netop af den grund skaber det kæmpe frustration blandt borgerne, at opførelsen af kæmpevindmøllerne nu er kommet endnu nærmere en realitet.
- Det er beklageligt. Vi bliver på ingen måde taget alvorligt af kommunen, siger Johnny Solberg, der står bag mange af de protester, der lavet.
Han har blandt andet være med til at samle 451 underskrifter imod opførelsen af de nye vindmøller, og knap 200 indsigelser til kommen.
Johnny Solberg og familien bor lige præcis uden for grænsen, og det betyder, at de ikke får opkøbt deres hus, og bliver tvunget til at flytte, men det er ingen trøst, mener han.
- Vi vil ikke bo her, hvis de vindmøller kommer op. Problemet er bare, hvordan vi skal kunne komme af med huset. Det bliver jo umuligt, siger han.
Ifølge TV2 Nords oplysninger bliver der med stor sandsynlighed taget en endelig beslutning af kommunalbestyrelsen den 20. september.