Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En milepæl er nået, men Glenn nåede ikke at opleve det

Igennem de seneste par år har vi fulgt Mai og Glenn Hegaard fra Sindal. Glenn var dødeligt syg af cancer, men parret brugte alligevel alle deres kræfter på at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Længe lykkedes det for Glenn at holde kræften på afstand, men i foråret bukkede han under for sygdommen. Mai fortsætter indsamlingen og her fortæller hun om Glenns sidste tid. Igennem de seneste par år har vi fulgt Mai og Glenn Hegaard fra Sindal. Glenn var dødeligt syg af cancer, men parret brugte alligevel alle deres kræfter på at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Længe lykkedes det for Glenn at holde kræften på afstand, men i foråret bukkede han under for sygdommen. Mai fortsætter indsamlingen og her fortæller hun om Glenns sidste tid.

Glenn Hegaard tabte kampen til kræften, men han lever videre i sin indsamling mod kræft, som hans hustru fører videre.

I midten af januar 2015 blev Glenn og Mai Hegaards liv vendt på hovedet - to gange. I løbet af den samme uge fik de nemlig både at vide, at de ventede deres første barn og at Glenn var uhelbredeligt syge med kræft.

Ovenpå den besked besluttede parret at starte indsamlingen Jægere mod Cancer, der skulle samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse, og indsamlingen har for kort tid siden rundet 500.000 kroner. Det nåede Glenn bare ikke at opleve.

Det er helt fantastisk. Man bliver helt øm i hjertet. Det er fantastisk, at det er gået i opfyldelse, men som menneske vil mere have mere. Nu ser jeg jo pludselig frem mod juletræ og julegaver med de par mennesker her

Glenn Hegaard om at opleve sin søn blive født.

Han nåede heldigvis at opleve masser af livsbekræftende og skelsættende begivenheder, som nu lever videre i Mai og hans søn Bertram. En søn som han, trods sygdommen så komme til verden.

- Det er helt fantastisk. Man bliver helt øm i hjertet. Det er fantastisk, at det er gået i opfyldelse, men som menneske vil mere have mere. Nu ser jeg jo pludselig frem mod juletræ og julegaver med de par mennesker her, sagde Glenn i en af de tidligere udsendelser TV2 Nord har lavet om ham, Mai deres fælles liv og indsamlingen Jægere mod Cancer.

Og også julen fik han med. 2015 blev til 2016 og sygdommen lurede hele tiden i baggrunden. Glenn havde svært ved at sove om natten og i april gik det den forkerte vej.

- Den sidste måned var rigtig hård, fordi han blev så dårlig. Han var så dårlig, at han heller ikke kunne sidde med i Jægere mod Cancer, han var mest i sengen. Og når han så havde kræfter, var han oppe for at få noget at spise. Han forsøgte at holde humøret højt og tænke på alt det positive, selvom det er svært at tænke positivt, når man ved hvilken vej det går, fortæller Mai Hegaard om den sidste tid, der sluttede den natten til den 30. april 2016.

- Glenn havde sovet igennem om natten. Hele natten havde han sovet, og det havde han ikke gjort i mange nætter indtil da. Der var nok faktisk gået et år, hvor han ikke rigtig havde kunnet sove om natten. Så efter en hel nats søvn vågnede han op, var frisk, og havde ingen former for smerter. Han følte, at han havde overskud og energi. Han var så glad og godt tilpas og sagde flere gange, at han følte, der var noget, der løftede ham. Han spurgte mig flere gange, om jeg troede, det var hans nye smertestillende medicin. Det kunne jeg jo ikek svare på udover at jeg kunne håbe.

- Glenn og jeg havde lavet en to-do liste over ting han gerne ville nå, inden han skulle herfra, og den blev han færdig med den dag, så det high fivede vi på ude i køkkenet. Aftenen blev sluttet af med at Bertram lige skulle vise, at han kunne krybe henover gulvet og sige en anden lyd end han plejede, fortæller Mai Hegaard videre.

- Da vi så gik i seng, vi sov inde i stuen, sagde Glenn til mig, at han håbede, han kunne få en dag ligesådan imorgen. Bare en dag uden smerter og med overskud. Det kunne vi begge to bare håbe på, men det blev så ikke.

I dag ligger Glenn Hegaard begravet nær parrets hjem i Saltum, og Mai kan sammen med sønnen Bertram besøge ham ofte.

- Det er dejligt, at han er så tæt på, og det er nemt lige at smutte ind og se at alt er, som det skal være dernede, lige sige hej eller bare stå der lidt. Det betyder rigtig meget, siger Mai Hegaard, der i dag er begyndt at arbejde efter endt barsel, ligesom hun har alle de praktiske ting at tage sig af på ejendommen sammen med Bertram og Jægere mod Cancer.

- Jeg får ro i sindet af det. Elsker det, nyder det. Og så skal Bertram jo med ud og lære det. Så snart han er gammel nok og synes, det er sjovt, skal han jo også med ud og slå græs på havetraktoren og hjælpe med de forskellige gøremål.

Den 29. april om aftenen udviklede den gode, smertefri dag for Glenn sig til den sidste smertefulde kamp mod sygdommen. En kamp han ville ende med at tabe.

Glenn sad bare og hang til sidst, men fik alligevel sagt, at han elskede mig for evigt.

Mai Hegaard, Glenn Hegaards hustru

- Efter vi var kommet i seng og havde lagt os til at sove, gik der en halv time og så prikkede Glenn til mig og sagde at han havde fået det dårligt og følte, han skulle kaste op. Jeg ville finde en spand til ham, men det sagde han at jeg skulle ikke. Så gik der et minut, og så måtte jeg godt finde den alligevel, og da jeg kom med den, og han kastede op, var det rent blod.

- Vi fik ringet 112 og Glenn blev ved med at kaste blod op og blev mere og mere dårlig. Der var ikke så meget andet, jeg kunne gøre, end at være der for ham og vente på at ambulancen kom. Først snakkede vi om, at han blev ved med at have det dårligt, og så sagde han på et tidspunkt, at han var bange. Så sagde jeg til ham, at det var jeg også, men vi skulle nok klare det og der kom nogen og hjalp os. Glenn sad bare og hang til sidst, men fik alligevel sagt, at han elskede mig for evigt.

- Det synes jeg var vildt, at han kunne. Så kom han ned og ligge og ambulancen kom. Jeg sagde til ham, at jeg skulle vente til jeg kom. Og da jeg så kørte ind til sygehuset, var jeg bange for, at jeg ikke nåede det, men jeg nåede det. Han var ikke længere ved bevidsthed, men han var der stadig, og det var tydeligt, at han ventede på mig. Så gik der 5-10 minutter, så var han væk og havde fået fred.

Du kan se hele indslaget om Glenn Hegaards sidste tid fortalt af hans hustru Mai over artiklen. Herunder kan du se de tre foregående indslag om parret.

 

Første afsnit af Jægere mod Cancer

Andet afsnit af Jægere mod Cancer

Tredje afsnit af Jægere mod Cancer


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.