Efter TV-program: Ny afdeling med gratis fritrækkere på vej
TV2 Nords "Fritrækkerne" kan lige nu ses på TV 2 PLAY.
Snart kan bilister på Rømø få hjælp til at blive trukket fri – ganske kvit og frit.
Se tredje afsnit af ”Fritrækkerne” nederst i artiklen eller på TV 2 PLAY.
Peter og Jane Nielsen holder på en rasteplads, da vi fanger dem til en snak om serien ”Fritrækkerne”, hvor de er blandt hovedpersonerne.
Parret er nemlig altid på farten i ”Brumbassen” – deres gule jeep, hvis navn er inspireret af Bumblebee fra filmen Transformers.
Året rundt kører de ud for at hjælpe med at trække bilister fri.
Januar i år har budt på masser af sne, og det har medført flere opgaver for parret, der ellers primært trækker folk fri, som er kørt fast i sandet på de nordjyske strande.
- Mens der har været sne, har vi hjulpet med at trække biler op af grøfter og ud fra indkørsler, siger Peter Nielsen.
- Der er mange, der ikke har Falck-abonnement, eller som ikke har lyst til at vente på hjælpen. Så træder vi hurtigt til, istemmer Jane Nielsen.
- Vi hygger os
Peter og Jane udfører sammen med de andre medlemmer af De Gratis Fritrækkere den gode gerning uden at kræve en rød reje for det – på trods af, at de ikke selv slipper for udgifter.
Når der er mest travlt, bruger Peter og Jane mellem 2000 og 6000 kroner om måneden på at være fritrækkere.
- Vi hygger os med det, og vi kan godt lide at hjælpe folk. De glade ansigter, når man har hjulpet, giver simpelthen alt, siger Peter Nielsen, der til daglig er chauffør ved Rytter Transport, mens Jane lige nu er under udredning for ADHD og desuden har dårlig ryg.
De Gratis Fritrækkere tager dog mod donationer, som bruges til visitkort og andre tiltag, der skal gøre dem mere synlige.
Ny afdeling på vej
For Peter og Jane har det været mærkeligt pludselig at se sig selv i fjernsynet, men indtil videre har det været en god oplevelse.
- De fleste skriver til os, at det er et super initiativ. 98 procent af alt det, der er kommet, er positivt, siger Peter Nielsen.
Særligt én henvendelse har gjort Peter og de andre glade. En mand med en firehjulstrækker kontaktede dem nemlig og spurgte, om han måtte starte en afdeling af De Gratis Fritrækkere op på Rømø.
Siden blev de kontaktet af to mere på Rømø, og nu er der en afdeling på vej med tre gratis fritrækkere på øen.
- Det føles godt. Jeg er sgu positivt overrasket over, at det har givet så meget, siger Peter Nielsen.
Har man fået lyst til at være en del af De Gratis Fritrækkere, skal man ikke holde sig tilbage.
- Der er altid plads til flere i vores gruppe. Vi har det godt og hygger os virkelig, siger Jane Nielsen.
I tredje afsnit af ”Fritrækkerne” får Peter, Jane og de andre rigeligt at se til. Se afsnittet lige her, og find hele serien på TV 2 PLAY.