Det burde ikke være muligt, men her lever købmanden i bedste velgående
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Der bliver ikke kun handlet hos købmanden, der på flot vis har kørt rundt så længe, at butikken han holde jubilæum.
Der er sølle 200 indbyggere i den lille by.
Normalt ville det være et helt umuligt sted at drive dagligvarebutik, men sådan er virkeligheden ikke i Bonderup.
Butikken er kendt for sine trofaste kunder, det frivillige personale, og at det er et sted, der giver chancen til de unge, der måske ikke lige kan få det til at fungere andre steder.
En af dem er den 26-årige butiksmedarbejder Andreas Skjølstrup, der har arbejdet hos Torvekøbmanden i et år.
- Det er rart nok at have noget at stå op til, så jeg ikke bare sidder derhjemme og keder mig eller sådan et eller andet, lyder det fra Andreas.
- Men også det at komme ud og gøre en indsats for de lokale.
Andreas er hos købmanden to gange om ugen, men denne dag er lidt anderledes på grund af butikkens 10-års jubilæum.
Se indslaget herunder:
- Super flot at kunne køre rundt i 10 år
Det er lykkedes købmanden i Bonderup at trodse al sund fornuft og undgå butiksdøden ved hjælp af de ansatte fra den socialøkonomiske virksomhed Råd og Dåd, frivillige kræfter, og et lokalsamfund, der i den grad handler lokalt.
- Det betyder meget for byen, at de lige kan gå hen og få, hvis de lige mangler en liter mælk eller et eller andet til eftermiddagskaffen, forklarer købmanden i Bonderup, Anna Lund.
Anna er ansvarlig for butikken, og hun er selv på vagt 20 timer om ugen.
- Jeg synes, at det er megaflot, at det er 10 år. I sådan en lille by som Bonderup uden så mange indbyggere. Jeg synes, at det er superflot, at de har fået det til at køre rundt i 10 år, siger Anna Lund.
Købmanden er et samlingspunkt
Købmanden i Bonderup er stedet, hvor alle kender alle, og hvor lokale mødes til en kop kaffe og en snak i de tilstødende gemakker.
- Som vi snakkede om, havde byen nok været mere død, hvis der ikke var en købmand, man kunne komme ind til, siger Lissy Viese fra Bonderup.
Alle i Bonderup er enige om, at købmanden er kommet for at blive, og selv butiksmedarbejderen Andreas Skjølstrup, der er fra Aabybro, er faldet godt til i Bonderup.
- Her er det en lidt mindre butik, vi har med at gøre, og her føler jeg, at jeg har en bedre chance for at lære de lokale at kende, slutter Andreas.