Coop tvangslukker nordjyske butikker: - Vi er helt til rotterne
Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord
Derek Damgaard er næstformand i bestyrelsen i Dagli'Brugsen Nørhalne. Han er allerede nu ved at finde alternativer til byen.
Coop lukker 12 Dagli'Brugsen-butikker. To af dem er i Nordjylland.
Varerne hober sig op på kassebåndet, mens den unge mand bag kassen ihærdigt forsøger at følge med. Lørdag formiddag er der travlt med både indkøb og samtaler blandt de lokale i Dagli’Brugsen i Nørhalne. Og det er med at nyde det, mens de kan.
For om knap to måneder er det forbi.
Coop har valgt at lukke 12 Dagli’Brugsen-butikker. Og én af dem er butikken i Nørhalne.
- Vi er helt til rotterne, siger Derek Damgaard, der er næstformand i bestyrelsen i Dagli’Brugsen, Nørhalne.
Underskud og energikrise
Den eksplosive stigning i energipriserne kombineret med kundernes ændrede indkøbsvaner er skyld i lukningen. Ifølge Coop er de udvalgte 12 butikker alle nogle, der i flere år har haft vigende omsætning og underskud.
De 12 butikker har samlet en omsætning på knap 130 millioner kroner. De kommer ud af 2022 med et samlet underskud på omkring 15 millioner kroner.
Butikken i Nørhalne har et underskud på 1 million kroner, og derfor er de med på listen.
- Vi føler os kastet til side på en ubehagelig måde. Det er en vildt uretfærdig måde, Coop behandler os på, siger næstformanden.
12 Dagli'brugsen-butikker lukker:
Vorrevangen (Aarhus N)
Jordrup
Lime
Nørhalne
Frølunde
Gandrup
Tarp
Engesvang
Kalvehave
Veflinge
Borris
Vester Åby
Bekymrede borgere
Nørhalne har omkring 1500 indbyggere. Byen har kun den ene indkøbsmulighed. Derfor kommer nyheden som et chok for Helle Strandhave, der bor i Nørhalne.
- Jeg bliver virkelig ked af det. Vi har boet her i byen i 21 år, og butikken er et samlingspunkt for os alle, fortæller hun.
Det samme mener Inge Pedersen, der bor 300 meter fra butikken.
- Jeg kan ikke forstå, at det her sker. Det er fuldstændig håbløst. Og jeg er virkelig vred på Coop, siger hun.
Katastrofe-lukning
I alt bliver 314 medarbejdere opsagt i forbindelse med nedlukningen af de 12 butikker. Udover brugsen i Nørhalne bliver Dagli'Brugsen i Gandrup også lukket. Ifølge Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd, er lukningerne en skandale for lokalsamfundet.
- Det kan godt tyde på, at vi ser ind i en domino-effekt, hvor endnu flere butikker skal lukkes, siger han og fortsætter:
- En lukning i en mindre by er noget nær en katastrofe. Butikkerne er ofte en livsnerve og har en vigtig funktion for landsbyen, siger han.
Selvom nyheden om lukningen kun er få dage gammel, er bestyrelsen allerede i gang med fremtidsplanerne.
- Vi skal have en butik her igen. Spørgsmålet er bare hvordan, siger Derek Damgaard.
Butikken har sidste åbningsdag den 17. februar 2023.
Se indslaget her