Bunker af bookinger: - Skal jo tjene penge på en eller anden måde
Tyskerne kommer!
Sommeren er stille og roligt trådt ind ad døren, og det betyder, at tyske gæster nu valfarter til det nordjyske.
Udlejningsvirksomheden Feriepartner har oplevet stor stigning i deres bookinger, der overstiger de nationale tal. Hos lokalafdelingen i Blokhus er man dog godt gearet til den kommende sæson, efter at man erhvervede ekstra medarbejdere tilbage i marts.
- Alle vores gæster har krav på at komme til et hus som er godt rengjort, så de får et godt førstehåndsindtryk og en god ferie, fortæller bureauleder for Feriepartner i Blokhus, Trine Flindt.
En af de nye medarbejdere er 24-årige Anders Brodin, der til daglig studerer på Martec i Frederikshavn. Torsdag havde han første arbejdsdag i Blokhus.
- Vi er mange jævnaldrende, så det er meget hyggeligt. Så kan jeg udover at tjene penge eventuelt få nogle nye venner, forklarer nordjyden om sit valg.
Travl sæson
Feriepartner står for at pleje og rengøre 53 procent af udlejningssommerhusene i deres område, som strækker sig fra Blokhus til Grønhøj nord for Saltum, hvor de har omkring 600 sommerhuse.
Derfor spiller rengøringsmedarbejderne en stor rolle.
- De er vores øjne og ører ude i marken, så vi er 100 procent afhængige af de her medarbejdere, fortæller Trine Flindt.
Selvom Anders Brodin hovedsageligt har taget jobbet for at tjene penge, er rengøringsarbejdet ikke så kedeligt som det kan være for andre.
- Det er mega tilfredsstillende at fjerne noget ulækkert, så der for eksempel kommer en ordentlig mængde støv på kluden. Så føler jeg at jeg har gjort noget, forklarer han.