Budgetoverskrivelse i Jammerbugt: Varsel om lærerfyringer
Foto: Michael Schmidt Thomsen
Fyrsingsvarslet giver anledning til rigtig stor frustration hos medarbejderne, fordi vi ved, at vi har styr på vores økonomi her på skolen. Så vi synes, at det er lidt uretfærdigt, at vi bliver straffet for at nogle andre ikke har styr på økonomien, siger tillidsrepræsentant ved Aabybro Skole, Søren Jacobsen.
Jammerbugt Kommune står efter årets første måneder til at overskride budgettet med 30 millioner kroner. Derfor er der nu varslet besparelser.
I onsdags blev de ansatte på Aabybro Skole kaldt sammen.
Nogle af de scenarier, som blev trukket op, var, at det kunne komme til at koste stillinger på vores skole. Det gjorde selvfølgelig at medarbejdergruppen blev frustreret, og de blev urolige samt utrygge.
Søren Jacobsen, tillidsrepræsentant, Aabybro Skole.
- Ledelsen ville orientere om nogle besparelser, som var varslet fra Jammerbugt Kommune, fortæller tillidsrepræsentant ved Aabybro Skole, Søren Jacobsen, til TV2 Nord.
Efter de første fire måneder af året står kommunen nemlig til at overskride budgettet for service med 30 millioner kroner for 2019.
I et høringsbrev sendt til Aabybro Skole d. 14. juni 2019, underskrevet af direktør i Børne- og Familieforvaltningen, Peter Mikael Andreasen, skriver kommunen følgende.
'Budgetopfølgningen pr. 30. april 2019 viser en forventet overskridelse af servicerammen i Jammerbugt Kommune for 2019 på ca. 30 mill. kr.'
Urimeligt at blive trukket med
På Aabybro Skole har man holdt budgettet som planlagt for 2019.
Derfor er man uforstående over for, at det nu er alle områder i kommunen, som kan risikere at skulle spare penge, selvom budgetoverskridelserne kan være fundet sted inden for et helt andet forvaltningsområde.
Der er blevet brugt for mange penge, er det så ikke fair, at I også tager jeres del af ansvaret?
- Det kunne man umiddelbart sige, men det giver anledning til rigtig stor frustration hos medarbejderne. Det gør det blandt andet, fordi at vi føler, og at vi ved, at vi har styr på vores økonomi her på skolen. Så vi synes, at det er lidt uretfærdigt, at vi bliver straffet for at nogle andre ikke har styr på økonomien, siger Søren Jacobsen.
Meldingen om besparelser kom som en stor overraskelse for medarbejderne.
- Nogle af de scenarier, som blev trukket op, var, at det kunne komme til at koste stillinger på vores skole. Det gjorde selvfølgelig at medarbejdergruppen blev frustreret, og de blev urolige samt utrygge, fortæller Søren Jacobsen.
Andre sparemuligheder som blev luftet var mindre støtte til elever med særlige behov, og færre midler til indkalde vikarer.
- Det er både noget som kan gå ud over lærernes arbejdsmiljø, men det kan også komme til at påvirke børnene i form af, at vi ikke har råd til det materiale, vi skal bruge, og at der måske er nogen børn, som ikke får den rigtige støtte, siger Søren Jacobsen.
Søren Jacobsen har arbejdet i Jammerbugt Kommune siden 2003, og han har været tillidsrepræsentant de seneste år.
- Jeg synes, at det er meget usædvanligt og meget uhørt, at man nu går ind og åbner nogle budgetter for 2019 som egentlig blev vedtaget og lagt fast i efteråret 2018, forklarer Søren Jacobsen.
For skolen kan kommende ændringer betyder, at store dele af den planlægning man har lavet for næste skoleår, skal laves om.
Hør herunder, hvad borgmester Morgens Gade (V) har at sige til budgetoverskridelserne og de varslede fyringer.