Brovst vil i superligaen
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Fra næste år skal der igen køres superligaspeedway i Brovst.
Det er 10 år siden, at der sidst blev kørt superligaspeedway på slaggerne på Brovst Speedway Center, men fra næste sæson er Brovst tilbage i ligaen. Det sker under navnet Nordjysk Elite Speedway.
Ambitionerne er igen store i Brovst. I 1990'erne var Brovst Speedway Club en af de førende i Danmark med den 22-dobbelte verdens mester Hans Nielsen, som den store stjerne. Når klubben næste år vender tilbage til superligaen, så er målet at blande sig i top 4.
- Når man siger speedway, så siger man også Brovst. Ambitionen er at vi skal med i top 4, siger Allan Thomsen, som er formand for Nordjysk Elite Speedway, som er det selskab under Brovst Speedway Club, som skal drive ligaholdet.
Superligaens tilbagevenden Brovst sker i tæt samarbejde med Jammerbugt Kommune, som i første omgang har tegnet et 3-årig sponsorat, og for kommunen er det vigtigt, at der igen kommer elitespeedway i Brovst. Det sagde borgmester Mogens Gade (Venstre) på et pressemøde i Brovst Speedway Club fredag eftermiddag.
- Vi arbejder med et budget på 1,2 millioner kroner. Det er det, som det koster at køre med i superligaen, siger Allan Thomsen, formand for Nordjysk Elite Speedway.
Kørerne til den kommende superligahold er endnu ikke på plads, men det ligger fast, at stammen på holdet bliver klubbens egne kørere.
En af dem er Tobias Vangsted Thomsen, som glæder sig til endelig at få lov til at repræsentere sin barndomsklub i superligaen. Han har tidligere kørt superliga for Varde, og han skulle i år have kørt superliga for Holsted, men coronaen har bremset ligaen i år.
- Det er fantastisk. Jeg har som knægt siddet oppe på volden og set det. Det at få lov til at repræsentere Brovst næste år har altid været en drøm for mig, siger Tobias Vangsted Thomsen.
Har kig på VM-sølvvinder
Den nye superligaklub mangler endnu at få aftaler på plads med en topkører. Der er forskellige samtaler i gang bekræfter formand Allan Thomsen, og en kørere som nævnes er Danmarks i øjeblikket bedste kørere Leon Madsen, som sidste år vandt VM-sølv og sejrede i flere VM-grand prix.
At Leon Madsen er et interessant navn for Brovst bekræfter Allan Thomsen. Der er dog ingen konkrete ting på bordet endnu. Leon Madsen har tidligere kørt tre sæsoner i Brovst fra 2006-2009.
Brovst Speedway Club har vundet det danske mesterskab tre gange. Senest for 20 år siden. Den gang overrakte klubikkonet Hans Nielsen pokalen. I dag er han landstræner for Danmark, og selv om han ikke kan deltage aktivt i klubben på grund af landstræner jobbet, så glæder sig over, at Brovst igen kørere i ligaen.
- Jeg står til rådighed med rådgivning og hjælp. Jeg har haft mange oplevelser og succes her, og det er noget særlig som lokal kørere at køre for sin egen klub, siger Hans Nielsen.