Brækpose og tissetrang: 154 ture senere er rekorden i hus
Fårup Sommerlands rekorddag blev begivenhedsrig for flere.
Otte timer har flere af dagens rutsjebaneelskere siddet i en af Fårup Sommerlands rutsjebaner. Alt sammen i kampen om at slå rekorden for flest ture.
For tredje gang afholdte Fårup Sommerland i dag deres store rekorddag, hvor der skulle sættes rekorder i deres største forlystelser - Orkanen, Falken, Lynet, Saven og Fønix.
To personer til hver forlystelse tog kampen op. Og alderen på deltagerne gik fra kun ni-årige Anna til 38-årige Henriette.
- Jeg har meldt mig til det, fordi det er vigtigt at vise, at mødre også kan tage turen. Vi er ikke kun nogle, der står og holder taskerne, lyder det fra Henriette Borup Borregaard, som er oppe mod 25-årige Christopher i Fønix.
Stjal storebrors rekord
Ni-årige Anna Dalsgaard Brønnum har taget inspiration fra storebror August Dalsgaard Brønnum, som indtil i år har besiddet rekorden for flest ture i Falken.
Men det blev ikke kun til en fratagelse af rekorden på 76 ture, men en decideret fordobling. Efter seks timer var hun nemlig nået op på hele 152 ture sammen med Ditte på 11 år, som hun nu besidder rekorden med.
Udfordringer undervejs
Lige så godt mod var der ikke hele turen igennem i Fønix.
Christopher Høeg Lundberg havde som journalist tidligere dækket rekorddagen i Fårup Sommerland og tænkt "Det kan jeg også godt finde ud af", men så nemt var det alligevel ikke, da han først kom i gang.
- Der var lige en krise mellem tur 25 og 35, hvor jeg lige måtte have brækposen ved hånden. Men jeg har ikke brækket mig endnu, så vi fortsætter.
Hans sidemakker havde derimod en anden udfordring i løbet af rekordforsøget på trods af, at hun ikke just var imponeret efter 67 ture.
- Det er bare en stille dag i haven. Jeg må indrømme, jeg ville ikke blive ked af at gå ud og tisse, men jeg tænker godt, jeg kan holde de sidste 60 ture på det. Så længe Christopher holder, gør jeg også. Jeg går ikke af, før han gør, lød det fra Henriette Borup Borregaard.
Det nye makkerpar klarede sig også igennem trods udfordringerne. Faktisk mere end de 60 ture, som Henriette forventede.
Efter otte timer side om side, kunne de hoppe af, mens de nu har sat en rekord på 154 ture i Fønix.
Nye rekorder i hus
Det var ikke kun i Fønix og Falken, at der kom nye rekorder. Tværtimod blev der sat nye rekorder i alle fem forlystelser.
Far og søn tog rekorden i lynet med 151 ture på 4 timer og 30 minutter, Silas på otte år og Nanna på 14 år valgte også at dele rekorden med 222 ture i saven på otte timer, mens Martin og Max Simonsen nåede op på hele 224 ture i Orkanen på samme tid.
- Jeg springer faldskærm normalt og tænkte, at det at sidde i rutsjebane en hel dag lød vildt og spændende. Det ville jeg da gerne være med til at være en del af og prøve, lød det fra en afslappet Max Simonsen, inden rekorden kom i hus.
Rekorden, der skulle slås var egentlig 211, men overskuddet var der til at tage større afstand til den nu tidligere rekord.