Barnebarn anklager: - Advokat har foræret min bedstefars livsværk væk
Harmonika Museet i Brovst og fonden bag er lukket og i gang med at blive tvangsopløst. Samlingen på 1100 harmonikaer bliver nu spredt for alle vinde, og stifterens barnebarn mener, at de er blevet solgt alt for billigt.
På Facebook kan Johnni Bloch Larsen fra Brovst se, at hans bedstefars livsværk bliver solgt en for en. Livsværket er Harmonika Museet i Brovst og fonden bag, der er lukket og under tvangsopløsning, fordi der ikke blev indleveret regnskaber i 2013 og 2014.
- Jeg er målløs. Det er et helt livsværk, der bare bliver solgt til højre og venstre, siger Johnni Bloch Larsen.
30 år gammelt museum
Harmonika Museet blev stiftet i 1990 af Johnni Bloch Larsens bedstefar Christian Madsen og hans veninde Eva Petersen. Museet er formentligt Danmarks største samling af harmonikaer. Det var et levende museum, hvor man kunne få lov til at røre og spille på alle instrumenterne. I sin storhedstid i 1990erne havde museet op til 10.000 besøgende hvert år. Nu er Harmonika Museet og fonden bag blevet solgt. Samlingen på 1100 harmonikaer bliver nu spredt for alle vinde til stor fortrydelse for familien.
- Det er rystende at se, at det bliver solgt til ingenting på Facebook, siger Johnni Bloch Larsen.
Det er ægteparret Gitte og Jens Oluf Thomsen, der er i gang med at sælge harmonikaerne. De har købt grunden, museet og alt inventaret for 250.000 kroner.
- Vi var bare lige inde og kigge igennem en gang inden, vi købte det. Det var mest grunden, vi var interesseret i, siger Jens Oluf Thomsen, der sammen med sin kone driver et Bed & Breakfast, der ligger tæt på Harmonika Museet.
Uvildige eksperter
Det er Storm Advokatfirma, der som likvidator står opløsning af fonden og salget af ejendommen og inventaret. Advokatkontoret oplyser at de har undersøgt om de kunne sælge effekterne på auktion, men at det ikke har været muligt at få et overskud ud af det. En likvidator har pligt til at forsøge at opnår den bedst mulige pris for et bo, men det opgave mener barnebarnet ikke, de har klaret ret godt.
- Som advokater er vi ikke eksperter i hverken harmonikaer eller fast ejendom. Så derfor har vi fået lavet en vurdering af henholdsvis harmonikaerne og ejendommen fra en ekspert i harmonikaer og ejendomsmægler, siger advokat Mikkel Anker Pedersen.
Det uvildige ekspert, som advokatfirmaer hyrer, er Emir Bosnjak, der driver forretningen Harmonikaspecialisten i Aarhus. Ham har TV2 Nord været i kontakt med, men han ønsker ikke at udtale sig. Ifølge advokaten mente den uvildige ekspert ikke, at harmonikaerne var noget værd. Der var gået skimmelsvamp i nogen af dem, men Emir Bosnjak, der er hyret som uvildig ekspert, købte alligevel selv flere af dem. Advokaten forklarer, at eksperten havde taget flere af harmonikaer med tilbage til Aarhus for at vurdere dem. Eksperten mente ikke, de var stort set værdiløse, men i stedet for at boet skulle betale for at få dem fragtet tilbage, så købte eksperten dem.
- Han er vurderingsmand, og så har han købt ganske få harmonikaer.
- Er man så uvildig?
- Det vil jeg jo sige, at man er, siger advokat Mikkel Anker Pedersen.
Johnni Bloch Larsen mener ikke, at vurderingsmanden er uvildig. Han mener, at han har en meget uheldig dobbeltrolle.
- Hvis du har en vurderingsmand ude, så skal han være uvildig. Det er han jo ikke, hvis han er interesseret i at købe noget. Hvis jeg skulle købe en bil til 200.000 kroner, så ville jeg da også sige til sælger, at den kun er 100.000 kroner værd.
Solgt med rekord fart
Ifølge Boliga er den gennemsnitlige liggetid for ejendomme på 440 dage i Jammerbugt Kommune, men museet blev solgt på få dage uden overhovedet at have været annonceret.
- Handlen ser da god nok ud, men vi giver jo ikke mere end det de forlanger for det. Der var da ingen grund til at byde mere end det, de vil have, siger Jens Oluf Thomsen.
Kort efter at ægteparret Thomsen købte det hele 250.000 kroner blev de budt 300.000 kroner bare for inventaret af en mand, der især var interesseret i de op mod 100 år gamle radioer, der også er i samlingen, Parret takkede nej. De vil hellere sælge det styk for styk.
- Er det så en god vurdering I har fået lavet?
- Det kan du jo sige at det ikke er, hvis det er, men vi har spurgt dem, vi mente var relevante at spørge i sådan en sag som den her, siger advokat Mikkel Anker Pedersen.
Vil stoppe sagen i skifteretten
Johnni Bloch Larsen afviser, at han tager sagen op for at få penge ud af boet. Han ønsker sig, at hele samlingen kunne overtages af et andet museum, for han mener, at det ville have været bedstefarens ønske. I Fondens vedtægter står der ikke noget om, hvem der skal arve i tilfælde af en opløsning af fonden. Det betyder, at pengene går til staten, hvis der er et overskud efter at Fonden er opløst. Advokaten vurderer, at et eventuelt overskud vil være småt.
Johnni Bloch Larsen vil nu gå til skifteretten i håbet om, at han kan få stoppet tvangsopløsningen af fonden og salget af bedstefarens samling.
- Det er virkeligt at pisse på min familie og pisse på min bedstefar. Han vender sig i graven over det her.