Amerikanerne kommer: Nordjysk hotel er klar med luksusophold
Lokale erhvervsdrivende håber at kunne lokke amerikanerne til at blive i Nordjylland, når de rejser herover.
Torsdag er dagen, hvor det første fly fra Aalborg Lufthavn flyver direkte til New York.
Tre gange om ugen kan man nu komme fra Nordjylland og til New York - eller den anden vej for den sags skyld.
Og på Strandhotellet Blokhus, håber man på, at det vil kaste nogle amerikanske turister af sig.
- Først og fremmest er vi helt vildt glade for, at de laver sådan en rute, for det giver jo netop mulighed for et nyt segment og nye gæster, som vi ikke ellers ville have fået. Vi håber, det kan være med til at tilføje noget til den gruppe af gæster, vi har i forvejen, som er et segment, der elsker vestkysten, siger den vikarierende hotelchef, Tina Kråkvik Johansen.
Hun mener, at både byen og strandhotellet har noget at byde på for de amerikanske turister.
- Det er superpopulært at feriere ved Vestkysten, som det er i dag, siger hun blandt andet og tilføjer:
- Og så er det selvfølgelig et plus, at vi har strandhotellet, man kan overnatte på, hvor luksussen er i top, og jeg tænker, at lige nøjagtig amerikanerne vil gå efter det, vi har; minibar og kingsize senge.
En særlig oplevelse for alle
I løbet af weekenden kommer amerikanske journalister til strandhotellet, hvor de skal overnatte. Det sker efter aftale med turistorganisationen VisitNordvestkysten. Det er journalister fra Travel Pulse, Forbes og CNN Travel.
Men skal I gøre noget anderledes for at tiltrække de amerikanske gæster i forhold til eksempelvis de tyske?
- Det tror jeg ikke som udgangspunkt. Vi lever af, at det skal være en særlig oplevelse at besøge os, og det skal det uanset, hvor man kommer fra, så jeg synes ikke, vi behøver at ændre vores koncept for at tage imod de her gæster. Jeg tror, vi rammer dem, siger den vikarerende hotelchef.