75-årig dykker død i ulykke
Foto: Dennis Riis / Seerfoto
En 75-årig mand fra Birkelse er torsdag formiddag afgået ved døden efter en ulykke i vandet ud for Rødhus Strand
Nordjyllands Beredskab, Forsvarets redningshelikopter og Nordjyllands Politi rykkede torsdag formiddag klokken 10.20 ud til Rødhus Strand.
Via 1-1-2 var en drukneulykke blevet anmeldt og redningsmandskabet var hurtigt på stedet. Redningshelikopteren fandt kort derefter en en livløs person i vandet som efterfølgende blev erklæret død. Det skriver Nordjyllands Politi på Twitter.
Kl. 1020 modtog vi via tlf. 112 en anmeldelse om en drukneulykke i havet ud for Rødhus Klit. Der blev sendt Politi og redning til stedet. Redningshelikopteren fandt kort efter anmeldelsen en livløs person i vandet, som efterfølgende blev erklæret død.
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) August 25, 2022
Politiet skriver videre, at ulykken fandt sted i forbindelse med dykning, og at den afdøde er en 75-årig mand fra Birkelse.
- Manden var ude at dykke med en makker, og da de er på vej ud i vandet, bliver manden væk fra sin makker, som så slår alarm, siger Mads Hessellund, vagthavende hos Nordjyllands Politi.
Årsagen til ulykken er endnu uvist.
- Den videre efterforskning skal vise, hvad der skete, men vi har sikret udstyret til nærmere undersøgelse, siger han.
De pårørende er underrettet.