72-årig er på bordtennislejr med de unge: - Jeg er ikke så hurtig, men jeg er erfaren
Over 34 forskellige nationer er samlet i Aabybro til en international bordtennislejr, hvor helt unge – og også ældre – fra forskellige steder i verden, er samlet i sportens ånd.
B75's bordtennislejr er skudt i gang i Aabybro. Og her er plads til alle.
Sveden løber fra panden, og blikket er stift rettet mod den lille hvide bold.
72-årige Patricia Agnew er i gang med én ud af mange kampe i den kommende uge.
For hun deltager i en stor bordtennis-træningslejr i Aabybro.
- Det er altså bare så spændende. Det er en meget sjov og stor oplevelse, siger hun.
Noget for alle
Det er bordtennisklubben B75, der arrangerer lejren, der varer i 18 dage. Deltagerne sover på en nærliggende efterskole.
Patricia er kommet hertil med en veninde, og de har valgt at være her i en uge.
- Det er første gang, jeg prøver det, men jeg er altså bare vild med det, siger hun.
I alt er 96 spillere fra flere end 34 nationer samlet til bordtenniscampen, hvor alderen ikke har noget at sige. Den yngste spiller er seks år, mens den ældste er 76.
Lars Rokkjær er manden bag stævnet, hvor mangfoldighed er nøgleordet.
- Der er bare en helt særlig magi, når man blander unge og gamle. De hjælper hinanden på forskellige måder, siger han.
Det bakker Patricia Agnew op om.
- Børn og voksne kan give hinanden noget godt. De giver lidt fart og tempo, og vi giver erfaring tilbage til dem, fortæller hun.
Alder er ikke en hindring
Lars Rokkjær har stået i spidsen for sommerlejren i 18 år. Og med så mange år på bagen, kommer der nogle fordele.
- Jeg kan næsten frit vælge fra alle hylder, hvilke dygtige trænere der skal med, siger Lars Rokkjær.
Han har derfor samlet 24 trænere til stævnet. Seks af dem kommer hele vejen fra Kina.
- Vi forsøger virkelig at dygtiggøre fremtidens bordtennisspillere. Det er blandt andet fremtidens landsholdsspillere, du ser her, siger han.
Der er planlagt fem timers træning om dagen for alle deltagere.
Og selvom det umiddelbart lyder som meget for en 72-årig, der ikke lige har landsholdet som fremtidsplan, så er det slet ikke tilfældet.
- Bordtennis er både godt for min krop og for mit mentale helbred. Det er den bedste sport, man kan dyrke, når man er blevet lidt ældre, siger Patricia Agnew.