10-årige Mike opdagede brand: Råbte om hjælp og begyndte brandslukning med haveslange
Foto: Joakim Brader
En bare 10-årig dreng får i dag store roser af brandvæsnet, efter han væbnet med en haveslange selv tog kampen op med en brand.
Noget måtte være galt, var 10-årige Míke klar over, da hans playstation ikke ville starte som den plejede. Han var alene hjemme og gik derfor selv resolut ud i bryggerset for at tjekke om en sikring, der var gået, kunne være skyld i strømafbrydelsen. I bryggerset så han ud af vinduet et orange skær, der bestemt ikke var hverdagskost i hjemmet i Pandrup.
- Jeg tænkte, det nok var ild og begyndte at gå i panik. Så ledte jeg efter min telefon.
Det var en meget skræmmende oplevelse
Mike Bodilsen, 10 år
Men telefonen var imidlertid forsvundet, og han greb derfor i stedet haveslangen og trak den med så langt hen ad græsplænen den kunne nå - fra familiens bolig til annekset i haven, der stod i lys lue.
- Jeg satte den lange stråle på og skød ind i det vindue, der engang var der, forklarer Mike mens han peger op på brandtomten, og fortsætter med at forklare, hvorfor han brugte vandslangen: Den var sat til, og man kunne sørge for ilden ikke spredte sig så hurtigt, og når den nu var sat til kunne man ligeså godt.
Mens vandet sprøjtede op mod bygningen, kunne han se brændende tagplader falde fra huset og flammer ud af vinduerne.
Mike gjorde netop det, han skulle gøre. Det var kanongodt
Indsatsleder Evald Ulstrup, Nordjyllands Beredskab
- Det var en meget skræmmende oplevelse, fortæller Mike.
Imens råbte han efter hjælp, og til hans – og familiens held – har de en golfbane til nabo, hvor der lige akkurat på det rette sted og tidspunkt var en golfspiller, der midt i hul 14 hørte Mikes råb og fik alarmeret beredskabet.
- Jeg håbede brandvæsnet kom hurtigt, så det ikke fik fat i mere.
Hvad tænkte du da de kom?
- Ikke rigtig noget. Der var jeg bare i chok.
Mikes forældre blev tilkaldt, og hans stedfar var den første fremme på adressen i Pandrup.
- Jeg fik at vide, der var brand på grunden og gik fuldstændig i panik. Jeg kunne så se, der var ild i det hele, forklarer Mikes stedfar Martin Bodilsen.
Indsatslederen fra beredskabet har her dagen derpå ikke andet end ros tilovers for Mikes indsats.
- Mike gjorde netop det, han skulle gøre. Det var kanongodt. Det var ham, der opdagede branden. Det var ham, der råbte om hjælp. Det var ham, der gjorde noget, og det var helt efter bogen, sådan forklarer Evald Ulstrup, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Du kan altid blive brandmand i Pandrup
Indsatsleder Evald Ulstrup, Nordjyllands Beredskab
Beredskabet forsøgte – forgæves – at redde bygningen. Den må desværre rives ned. Heldigvis kom ingen til skade, og branden nåede heller ikke at sprede sig til omkringliggende ting. Én god ting kom der dog ud af dagen. Der meldte sig nemlig et jobtilbud.
- Vi sagde til ham ham: 'ved du hvad Mike?' Du kan altid blive brandmand i Pandrup, fortæller indsatsleder Evald Ulstrup fra Nordjyllands beredskab.
Men selvom både mod og evner tilsyneladende er på plads, er det ikke brændende vinduer Mike drømmer om at ramme.
- Jeg vil hellere være fodboldspiller, siger Mike uden tøven.