Indbrudstyve kan bryde de fleste vinduer op på under et minut
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Hvis indbrudstyvene vil ind, så kan de næsten altid komme det. De fleste vinduer og døre kan nemlig brydes op på mindre end et minut.
De nordligste kommuner i Nordjylland har i de seneste uger været ramt af en bølge af indbrud. Nordjyllands Politi mener, at organiserede og professionelle grupper står bag de fleste af indbruddene, og tyvene kan hurtigt skaffe sig adgang til de fleste boliger.
Det beviste den tidligere indbrudstyv Martin Rasmussen, da han i slutningen af november var på scenen ved et stort borgermøde om indbrud i Hjørring. Her fik de 650 fremmødte lov at se, hvordan en tyv arbejder. Martin Rasmussen fortalte, at tyvene ofte fjerner lister ved vinduet for at dirke det op. Alternativt bliver koben taget i brug.
- Det larmer lidt mere, men så kan jeg vælge at sige, at jeg laver to-tre knæk, der larmer, og så er jeg færdig, siger Martin Rasmussen.
Værktøj som koben og skruetrækkere har indbrudstyvene sjældent med. De finder i stedet de nødvendige remedier i nærheden af det sted, hvor de vil prøve at bryde ind.
- Det tager jeg jo ikke med, fordi det er så dejligt, at det har folk i skurene, så jeg skal ikke bekymre mig om at blive stoppet af politiet bagefter, fordi jeg har ikke noget på mig, så de kan ikke røre mig, fortæller Martin Rasmussen.
Martin Rasmussen mener selv, at han har begået mellem 700 og 800 indbrud. Han kan få de fleste vinduer op på mindre end et halvt minut.
Danmark er det land i Europa med flest indbrud per indbygger. I eksempelvis England og Holland er sikkerhedskravet til vinduer og døre højere. Her skal et vindue tage mindst tre minutter at bryde op, og mere sikre vinduer kan holde tyvene ude.
- Det er et lortevindue, fordi jeg bliver så træt. For det første er det et kæmpe problem, at det åbner indad, så jeg har ikke noget at knække udad i. Jeg kan heller ikke engang komme ned at knække og presse det ind, så det er rigtig svært at få det op, siger Martin Rasmussen, da han bliver vist et ekstra sikret vindue.