Politiets 'hemmelige' våben: Walther kan snuse sig frem til forsvundne Oliver
Den fire-årige schäferhund er en af de blot fem danske vandsøgshunde, der er specialtrænet i at finde forsvunde personer i fjorde og søer. Tirsdag blev han indsat i jagten på Oliver Ibæk Lund.
Han elsker godbidder, men tag ikke fejl. Når Walther er på arbejde, så har han kun én ting i hovedet: At finde den forsvundne person. For selv om Walther kun er fire år gammel, så er han allerede et af politiets stærkeste våben, når et menneske bliver væk uden spor at gå efter.
- Vores hunde er trænet til at reagere på duften fra et menneske - et dødt menneske, fortæller Steen Stausholm, der er politiassistent ved Politihundeskolen og har trænet alle danske vandsøgshunde.
Walther er en af fem danske vandsøgshunde - han har sin base hos Nordjyllands Politi. Og netop i sager med forsvundne danskere som 21-årige Oliver Ibæk Lund kan schäferhunden noget, politiets menneskelige efterforskere ikke kan.
- Nordjyllands Politi har i dén grad et rigtigt godt værktøj i sagen her – hundene er et godt supplement til de gængse søgemetoder. Nu søger vi pludselig fra vandsiden også, og det gør, at vores chance for at finde den savnede, er større, fortæller han.
Vandsøgshunde bruges først og fremmest til at lugte sig frem til lig i vand. Men de kan også spore narko og våben under vand.
- De er ombord på en båd og står ude i stævnen og styrer deres egne bevægelser og reagerer, når de får duften af det, vi leder efter.
Det går faktisk særdeles godt. Vi har allerede to hunde, der er med ombord på båden og søger derfra.
Steen Staunsholm, politiassistent ved Politihundeskolen
Arbejdet på Limfjorden går som planlagt for nordjyske Walther og hans tre langhårede schäfer-kolleger:
- Det går faktisk særdeles godt. Vi har allerede to hunde, der er med ombord på båden og søger derfra, og to hunde, der går langs havnekanten og ser, om de kan få færten fra landsiden, fortæller hans træner Steen Stausholm.
Hunde trænes samme sted som frømænd
Politihunde er langt fra en nyhed i det danske politi. Men vandsøgshunde er et nyt begreb, som især beviste deres værd i august 2017, da svenske lighunde udlånt til dansk politi snusede sig frem til liget af den svenske journalist Kim Wall, der blev slået ihjel i en ubåd af Peter Madsen.
I 2020 trænede politiassistent Steen Stausholm de første 11 danske vandsøgshunde, som er eksperter i at snuse sig frem i søer, åer og fjorde.
Under træningen skal hundene vænne sig til at komme ned i og op ad båden, og det skal føles naturligt for hunden at sejle. De får også specialtræning i at lugte sig frem til lig.
- At bruge en vandsøgningshund bygger på tre ben: Det er selvfølgelig politiets vandsøgningshunde, og vi har et tæt samarbejde med Søværnets Dykkertjeneste, som assisterer os med både dykkere og både, samtidig med at vi bruger Aarhus Universitet til at beregne, hvad der giver mening i forhold til hvilke områder, vi skal søge i, fortæller Steen Stausholm om den aktuelle eftersøgning af Oliver Ibæk Lund.
En del af vandsøgshundenes træning foregår samme sted som nogle af verdens dygtigeste specialstyrker, frømændene - på marinestationen Kongsøre på Vestsjælland ved Isefjorden.
Nordjyllands Politi har tidligere understreget, at man ikke har beviser for, at Oliver Ibæk Lund er faldet i Limfjorden. Men at man afsøger alle muligheder.
Hvad kræver det at blive vandsøgshund?
- Der bruges patruljehunde – gruppe 2-hunde, der får en overbygning.
- Overbygningen tager cirka et halvt år.
- Hunden skal kunne lide lugten af lig.
- Den skal være mentalt robust og kunne finde ro.
- Være robust i forhold til det miljø, den færdes i.
- Hundeføreren skal være rutineret og have solid erfaring, men samtidig have lyst til at udvikle sig.
Kilde: Dansk Politi
- Vi bygger sådan en søgning op med de faktuelle ting, vi har. Vi begynder i et område, vi tror, har relevans, og så bygger vi fra det ud igennem fjorden, oplyser politihundetræneren.
I de kommende dage er planen klar for Walther og hans tre hundekolleger:
- Nu vil vi have en søgning langs molen og havnefronten helt ud til pynten i håbet om, at vi kan finde savnede, siger træner Steen Stausholm.