Voldsramt kvinde nægtet hjælp
En kvinde fra Hjørring blev natten til onsdag brutalt overfaldet og truet på livet. Kvinden kritiserer nu Nordjyllands Politi for ikke at tage hende alvorligt. Hun fortæller at hun adskillige gange uden held har henvendt sig til politiet for at få et polititilhold imod manden.
En kvinde fra Hjørring blev natten til onsdag brutalt overfaldet og truet på livet. Kvinden kritiserer nu Nordjyllands Politi for ikke at tage hende alvorligt.
Det var en bekendt, der tidligere på ugen overfaldt 35-årige Annette Bech Pedersen. Manden, der brød ind i hendes hus om natten, tævede og truede hende på livet.
Resultatet blev en hjernerystelse, tre knækkede tænder, en brækket næse og adskillige buler og blå mærker.
- Han siger til mig, at jeg skal rejse mig op, og det vil jeg ikke, så han begynder at sparke mig, imens jeg ligger ned, siger Anette Bech Pedersen.
I følge hende har den bekendte i to måneder forfulgt hende og sendt truende beskeder.
Annette fortæller, at hun flere gange har kontaktet Nordjyllands Politi for at få et tilhold mod manden, så han ikke må opsøge hende. Det tilhold, har hun ikke fået.
- De siger til mig, at det er en længere varende procedure, og ikke noget man bare får. Der skal være en masse beviser, før man kan få et tilhold. Det kunne måske være forhindret, hvis politiet havde været indover, og sagt, at han skulle holde sig væk fra mig, siger Annette Bech Pedersen.
Hun føler ikke, at politiet har taget hende seriøst. Hun troppede nemlig op på politigården, hvor hun havde taget sin computer med, hvor hun havde samlet alt det hun havde af beviser, men det fandt politiet ingen grund til at se.
Politiet ender dog med at anholde manden. Han blev i fredags varetægtsfængslet i fire uger og sigtet for det grove overfald på Annette Bech Pedersen. Annette frygter, hvad der sker, når manden bliver løsladt.
Det er ikke lykkedes os at få en kommentar fra Nordjyllands Politi. Vi følger op på sagen mandag.