Voldsomt vejr aflyser flere færgeafgange fra Hirtshals
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Skulle du have været med Colorline til Kristiansand eller Larvik i dag, er der dårligt nyt - blæsten har aflyst fire afgange, og flere aflysninger kan forekomme.
Nordjylland er vant til en smule blæsevejr, og der skal meget til, før vi gæve nordjyder lader os påvirke af vejret. Men onsdag har blæsten alligevel fået konsekvenser for flere færgeafgange til og fra destinationer i Norge.
Fjordline, som normalt sejler mellem Hirtshals og Bergen, melder onsdag eftermiddag, at de sejler til Frederikshavn i stedet for Hirtshals på grund af den stærke blæst.
Hos Colorline er samtlige afgange til og fra Kristiansand onsdag blevet aflyst. På hjemmesiden fremgår det, at det er på grund af vejrforholdene.
Morgenens afgang klokken 8 fra Kristiansand var således aflyst, og det samme gælder afgangen klokken 16.30. Fra Hirtshals vil det derfor heller ikke være muligt at komme til Kristiansand klokken 12.15 og 20.45.
Det skyldes, at vinden er særligt slem i Skagerrak. Tidligere ville færgeselskabet løbende vurdere, om afgangen til Larvik også skulle aflyses. Men nu er beslutningen taget, så også Larvik-afgangene er indstillet.