Vendsyssel FF tabte forårspremieren
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Det lykkedes ikke Vendsyssel FF at drille favoritterne fra FC Midtjylland, da de to hold mandag aften tog hul på forårssæsonen i Superligaen.
Vendsyssel FF var på forhånd klare underdogs, da vendelboerne mandag aften indledte forårssæsonen i Superligaen på hjemmebane mod FC Midtjylland. Superligaens nummer to vandt kampen i Hjørring med 1-0.
Gæsterne scorede kampens enlige mål efter 24 minutters spil, hvor forsvarsspilleren Kian Hansen headede bolden i nettet på oplæg af Jakob Poulsen. Dermed fik midtjyderne det maksimale ud af en første halvleg, hvor ingen af klubberne kom frem til de helt store chancer.
Vendsyssel skulle forsøge at rette op på tingene i anden halvleg, men her lykkedes det slet ikke nordjyderne at komme frem til nogle afslutninger på mål. Værterne skiftede nyerhvervelserne Benjamin Källman og Mads Roerslev på banen i slutfasen, men de kunne ikke ændre kampbilledet.
En begivenhedsfattig affære i Hjørring endte med tre point til gæsterne.
Vendsyssel FF ligger dermed stadig tredjesidst i Superligaen med to point ned til Hobro IK på sidstepladsen.
Vendelboernes næste opgave bliver udekampen mod AC Horsens på søndag.