Vendsyssel FF køber Emmanuel Ogude i B93
Foto: VFF
Emmanuel er en spiller som passer perfekt til vores mission og vision som fodboldklub, siger administrerende direktør Mogens Krogh.
”Den nigerianske diamant' skal de næste to år spille i Vendsyssel FF-trøjen.
Vendsyssel FF har i dag købt angriberen Emmanuel Ogude af B93 og har indgået en aftale som løber frem til 30. juni 2020.
Emmanuel har scoret 20 mål i 29 kampe for B93 og blev i sidste sæson kåret som årets profil i 2. division af sine kollegaer.
- Vi er rigtigt stolte over, at vi i dag kan præsentere Emmanuel Ogude som ny spiller i Vendsyssel FF. Vi har været i hård konkurrence om Emmanuel med en række superligaklubber, men Emmanuel valgte til sidst Vendsyssel FF - blandt andet på grund af vores udviklingsmiljø, træner set-up og træningsfaciliteter. Hertil kommer at Emmanuel er en spiller som passer perfekt til vores mission og vision som fodboldklub, siger administrerende direktør Mogens Krogh.
- Vi anser Emmanuel, for at være et af de største offensive talenter i Danmark. Han kan dække alle offensive positioner, er ekstremt målfarlig og hurtig, har en fremragende teknik og er en rigtig dygtig afslutter – og vi er sikker på, at han bliver en stor gevinst for os i de kommende sæsoner, uddyber han.
Vendsyssel FF spiller træningskamp 9. september mod Vejle, hvor ”Den nigerianske diamant”, som han tidligere er blevet døbt i pressen, forventes at få sin debut.