Udflyttede arbejdspladser har stort sygefravær
Foto: Foto: Thomas Gaardsmand
En gennemgang af sygefraværet på de statslige arbejdspladser, der sidste år blev flyttet ud fra København, viser betragtelige stigninger.
Hver af de ansatte på Statens Administration i Hjørring havde i 2016 i gennemsnit 19,1 sygedage i gennemsnit. Det er det højeste gennemsnit af alle de statslige arbejdspladser, og det er et tal der er steget fra 14,1 gennemsnitlige sygedage pr år i 2015. Det viser en gennemgang lavet af Moderniseringsstyrelsen for Ugebrevet A4.
I 2015 havde Statens Administration stadig til i København, men med den daværende Venstre-regerings beslutning om at flytte omkring 4000 statslige ud i landet kom Statens Administration sammen med Geodatastyrelsen og en række stillinger ved Skat til Nordjylland mens andre styrelser og administrationer kom ud i resten af landet.
Moderniseringsstyrelsens gennemgang af sygefraværet viser at, at det på alle de statslige arbejdspladser, der er blevet flyttet ud, og som har mere end 100 årsværk, er steget. Hos Geodatastyrelsen, der flyttede til Nørresundby er sygefraværet steget fra 7,5 til 11,5 dage om året i gennemsnit.
Ifølge tænketanken Cepos' værdipolitiske chef Mia Amalie Holstein er det stigende sygefravær et symptom på, at udflytningen ikke kun har været til det gode:
- Det er et klassisk eksempel på kontekstbaseret fravær. Det vil sige, at fraværet er knyttet til arbejdsmiljøet. Det er et tegn på, at udflytningen har skabt demotiverede medarbejdere, siger hun til Ugebrevet A4.
Den udlægning er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch enig i:
- Effekten er en lavere produktivitet. Der er nok ikke mange af de instanser, hvor man hiver vikarer ind. Det vil sige, at det formentlig betyder, at produktiviteten falder en smule på grund af det her. Hvis man alligevel ved, at man er på vej til at finde sig et nyt job, så er man ikke længere så bekymret over sit sygefravær, siger Roger Buch.
Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (Venstre) toner Ugebrevet A4's gennemgang af sygefraværet ned og siger, at hun ikke kan genkende billedet af, at der skulle være en sammenhæng mellem udflytningen og sygefraværet.
- Sygefraværet er på nogle af de udflyttede arbejdspladser steget i 2016, mens det på andre er faldet. Det samme gør sig gældende for ikke-udflyttede arbejdspladser, skriver hun i en mail til Ugebrevet A4 og tilføjer:
- For de udflyttede arbejdspladser gælder endvidere, at der i perioden 2015-2016 er sket store udskiftninger i medarbejderstaben. Der vil i sygefraværstallene for 2016 både indgå tidligere og nye medarbejdere, hvilket er medvirkende til, at fraværstallene bør betragtes som et midlertidigt billede af de udflyttede arbejdspladsers sygefravær.