Tvillingebrødre fundet døde: Intet tyder på en forbrydelse
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Politiet er netop nu til stede ved Jørgen Fibigersgade i Hirtshals.
En datter fandt her til eftermiddag sin far og farens tvillingebror døde i deres hjem i Hirtshals. Politiet er på stedet, men det er endnu uvist, hvad der er sket.
Et tvillingepar på 56 år er fundet døde i deres fælles hjem i Hirtshals. Nordjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 15.59 i eftermiddags. Det er datteren til den ene af brødrene, der anmeldte dødsfaldene.
Netop nu er politiets efterforskere, teknikere og læge til stede på adressen på Jørgen Fibigersgade i Hirtshals. De er der for at foretage tekniske undersøgelser og klarlægge omstændighederne.
- Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på en forbrydelse, men vi kan først sige med sikkerhed, hvad der er sket efter obduktionen, siger Bent Højgaard, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Det er uvist, hvor længe de to mænd har været døde. Nordjyllands Politi forventer at være færdige med undersøgelserne senere i aften.