Toys’R’us i Hjørring og Aalborg holder januarudsalg fra i dag fredag
Foto: Hans-Christian Lauritzen
De ellers lukkede Top-Toy butikker, Toys’R’us i Hjørring og Aalborg, holder fra i dag fredag åbent med mulighed for både at købe og bytte.
Det skabte en del problemer op til jul, da selskabet bag legetøjskæderne Fætter BR og Toys’R’us meddelte, at de var gået konkurs.
Nu er der åbnet i et håb for de, der endnu ikke har nået at få byttet deres julegaver.
Som en del af forberedelserne til et større udsalg i januar, holder 65 udvalgte butikker i Danmark, Sverige og Finland åbent fra i dag fredag, herunder altså to butikker i Nordjylland nemlig Toys’R’us i Hjørring og i Aalborg. Dermed kan kunder, der ikke nåede at bytte julegaver købt efter 30. november, stadig få byttet deres varer.
Åbningen af butikkerne betyder, at fristen for at kunne bytte gaver eller indløse gavekort efter 30. november foreløbigt er forlænget – ligesom det vil være muligt at handle som normalt.
Gavekort købt før den 30. november 2018 kan ikke byttes eller bruges, mens varer eller gavekort købt den 30. november eller senere kan ombyttes eller bruges til andre varer.