Skatteminister redder søfolk
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Skatteminister, Karsten Lauritzen, kørte i dag direkte på havnen i Hirtshals for at aflevere en påskegave til sømændene på inspektionsskibet Dana. Et skatteløfte, der vil give dem flere tusinde kroner ekstra i lønningsposen hver måned.
Skatteministeren har givet sømændene på inspektionsskibet Dana et skatteløfte, der vil give dem flere tusinde kroner ekstra i lønningsposen hver måned.
Efter mange års protester fra skibets sømænd, Christiansborg-kollegaen Bjarne Laustsen og omtale i TV2Nord kom skatteministeren endelig ombord på inspektionsskibet Dana, der holder til i Hirtshals.
De 32 sømænd på Dana har tilsammen mistet to-tre millioner kroner i fradrag, fordi de på et tidspunkt havnede i samme skattegruppe som forskerne ombord på skibet.
- Jeg har mistet knap 30.000 kroner om året i fradrag, siger Per Christiansen, hovmester på Dana.
Og for kollegaen Jan Sørensen ser det værre ud. Han har været ansat i flere år og har i alt mistet næsten 400.000 kroner i fradrag.
- Det startede helt tilbage i 2005. Fra dengang til nu er vores fradrag udhulet med 75 procent, siger per Christiansen.
Skatteminister kommer med påskegave
Problemet er, at søfolkene kun får et almindeligt skattefradrag, mens sømænd på alle andre skibe i Danmark får 109.000 kroner i fradrag.
Men nu skal det være slut. Ministeren kommer ombord med godt nyt.
- Jeg vil gerne være med til som skatteminister at ændre lovgivningen. Det kan være med til at sikre, at man kan få danskere til at arbejde på et forskningsskib som Dana, siger Karsten Lauritzen (V).
Skatteministeren skal omkring embedsmændene og EU for at sikre, at Danas sømænd får samme vilkår som alle deres andre kolleger til søs.
- Så tror jeg, at man næste år har en løsning på det her problem. Det vil jeg i hvert fald arbejde for som skatteminister, siger Karsten Lauritzen.
Sømændene selv tror, at de ved en fejl eller en spareøvelse er havnet i samme skattegruppe som forskerne ombord på skibet.
Nordjysk folketingsmedlem har armene over hovedet
Det nordjyske folketingsmedlem, Bjarne Laustsen, er med ombord på Dana - og klar til at tage ministeren på ordet.
- Der er noget galt her. De søfolk på Dana bliver behandlet forkert. De er simpelthen kategoriseret forkert, og jeg er glad for, at ministeren nu for åben mikrofon siger, at han vil være med til at rette op på det, siger Bjarne Laustsen.
Han synes, det er rimeligt med et særligt fradrag til sømænd i en af verdens største søfartsnationer, som Danmark.
- Når de er af sted nogle gange på togter på 30-40 dage, så siger det sig selv, at de skal beskattes som andre søfolk. De er langt væk hjemmefra og lider også et afsavn, siger Bjarne Laustsen.
Skatteministeren tror på, at det lykkes at finde en løsning.
- Hvis både regeringen og Socialdemokratiet vil være med til at finde en løsning, så mangler vi kun at overtale EU-kommissionen, og det er en opgave, jeg er i fuld gang med. Så derfor tror jeg, at vi får fundet en løsning. Det vil kun være rimeligt, siger skatteminister, Karsten Lauritzen (V).
Nu venter sømændene på Dana spændt på næste skridt i deres mangeårige skattesag.