Rune døde som 22-årig: Kørt ned af narkobilist
En familie i Sindal oplevede i 2017 det værst tænkelige. Deres søn og lillebror blev dræbt på stedet af en bilist, der var påvirket af amfetamin.
Nana Melgaard Sørensen glemmer aldrig den 29. juni 2017. Det var aften, og hun var til koncert med Kim Larsen på Nibe Festival, da hendes far ringede til hende og sagde, at hun skulle høre meget godt efter.
- Så sagde han, at Rune havde været ude for en ulykke, og de kunne desværre ikke redde ham. Jeg ved ikke, hvordan jeg får det sagt, men jeg siger bare, at jeg er på vej, og så lægger jeg på, og så falder jeg bare i knæ. Jeg har aldrig grædt på den måde, jeg skråler nærmest, fortæller Nana Melgaard Sørensen.
Hun sidder i stuen hos sin far i Sindal og husker tilbage på den sommerdag, hvor hun fik at vide, at hendes lillebror var blevet kørt ned af en narkobilist.
- Jeg har aldrig i mit liv oplevet så meget smerte, at det faktisk gør så ondt i maven, at man tænker, det bliver nødt til at stoppe, for jeg kan ikke holde til det mere, siger hun.
Dødsulykken
Rune Melgaard Sørensen var 22 år og snart udlært cykelmekaniker, da han kom cyklende på Ugiltvej lidt uden for sin hjemby Sindal. Han cyklede tit og havde sammen med en kammerat planlagt at cykle 600 kilometer på en måned. Rune Melgaard Sørensen manglede de sidste 30 kilometer, men nåede dem aldrig.
En bil kom kørende med 105 kilometer i timen på landevejen og ramte Rune Melgaard Sørensen bagfra. Han blev ramt med så stor kraft, at han fløj næsten 70 meter hen ad vejen. Bilisten stak i første omgang af fra ulykkesstedet, men en mand og en kvinde kom kørende forbi og prøvede at yde førstehjælp.
Men der var intet at gøre. Rune Melgaard Sørensen var dræbt på stedet. Bilisten, der havde ramt ham, kom efterfølgende tilbage til ulykkesstedet, hvor han blev anholdt, og politiet fandt ud af, at han var påvirket af amfetamin.
Jeg har aldrig i mit liv oplevet så meget smerte, at det faktisk gør så ondt i maven, at man tænker, det bliver nødt til at stoppe, for jeg kan ikke holde til det mere.
Nana Melgaard Sørensen
- Det er så uansvarligt af manden, at han sætter sig ud i en bil, når han er til fare for andre mennesker og omgivelserne. Han sagde selv, at han ikke så Rune, men der var godt udsyn, så det tyder jo bare på, at han slet ikke var klar i sit hoved. Det er meningsløst at gøre sådan noget, siger Nana Melgaard Sørensen.
Flere sigtes for narkokørsel
Antallet af sigtelser for narkokørsel er steget markant i Nordjylland. I 2017 blev 342 sigtet for at køre bil eller motorcykel påvirket af narko, mens tallet i 2018 var steget til 456.
- Det er akkurat det samme som at køre med spiritus i blodet. Det har de samme konsekvenser. Vi ser også færdselsuheld i større stil med narkobilister, siger Jan Stagsted, der er leder af afdelingen for Operativ Færdsel hos Nordjyllands Politi.
Hos Rådet for Sikker Trafik vækker tallene også forargelse:
- Jeg synes, det er dybt bekymrende, for det vidner om, at man har en trafikal adfærd, der er dybt uansvarlig, siger Mogens Kjærgaard Møller, der er direktør for Rådet for Sikker Trafik.
Større fokus fra politiet
En test for narko i blodet tager længere tid at lave end en test for spirituskørsel. Derfor skal politiet have en konkret mistanke om, at føreren er påvirket af hash eller andet narkotika, før de tester for det. De seneste år er politiet blevet mere opmærksomme på problemet og tester oftere, hvilket kan være en af grundene til stigningen.
- Når man ser på tallene, så er mine kollegaer blevet meget bedre til at spotte dem, der kører narkokørsel og med vores apparaturer, så er vi hurtigere til at finde ud af, om man er påvirket, siger Jan Stagsted fra Nordjyllands Politi.
Nana Melgaard Sørensen er glad for, at der er flere, der bliver sigtet, fordi det vidner om, at politiet er bedre til at fange de påvirkede trafikanter, inden det er for sent:
- På den ene side tænker jeg, at det er helt forfærdeligt, at der er folk, der tænker, at det er en god idé at sætte sig ind i bilen, når deres hjerner slet ikke fungerer, fordi de er påvirket af stoffer, men samtidig synes jeg også, det er godt, at der er flere, der bliver snuppet i det, for det er ikke noget, som man skal lade stå til, så det er godt, at politiet har flere midler og større fokus på problemet, siger Nana Melgaard Sørensen.
Siden ulykken har hun gået hos en psykolog og sørget for at tale med sine forældre, venner og kæreste for at bearbejde sorgen. I dag er Nana Melgaard Sørensen 28 år og ved at færdiggøre sin bachelor i dansk på Aalborg Universitet:
- Jeg er glad for, at jeg den dag i dag kan have et liv, der fungerer. Jeg kan passe mit studie og have et arbejde, og jeg kan have gode stunder og være glad, selvom der er sket noget i mit liv, som jeg ikke ønsker for nogen. Heller ikke ham, der kørte ham ned, siger hun.