Rugholm kommer hjem: Vil hellige sig posten som borgmesterkandidat
Foto: TV2/Nord
Konservative Daniel Rugholm har sagt sit job i København op for at komme hjem til Hjørring og kæmpe for borgmesterposten.
Hjørrings viceborgmester Daniel Rugholm, der har en fortid som folketingsmedlem og som siden sensommeren 2015 har været ansat som chefkonsulent i Landbrug og Fødevarer har opsagt sin stilling i København og kommer nu hjem til Hjørring for at hellige sig posten som Konservatives borgmesterkandidat, der skal udfordre Arne Boelt.
- Det er ikke fordi, jeg ikke skal lave noget, jeg skal have et andet job. Men jeg skal have et job hvor jeg har noget mere tid til at føre vores valgkamp ud i livet til efteråret, siger Daniel Rugholm.
- Når vi kommer tilbage efter sommerferien går vi for alvor igang, og det har været vigtigt for mig at kunne prioritere at have noget mere tid i Hjørring. Det er ikke nok kun at være der om aftenen efter arbejde. Jeg har brug for at være der noget mere i hverdagen, så vi kan være ude til arrangementer og debatter, siger den nuværende viceborgmester videre.
Godt og skidt at Haaning stopper
I byrådet er Daniel Rugholm tætte kolleger med Vibeke Haaning, der indtil lørdag aften var Venstres borgmesterkandidat. Nu har hun dog meldt ud, at hun træder tilbage som kandidat og stopper i byrådet med udgangen af den nuværende periode.
Den udmelding ser Daniel Rugholm, der altså gerne ser sig selv tage over for Arne Boelt, skulle vælgerne stemme således, som både en svækkelse og en styrkelse af hans chancer.
- Hvis vi skal have en ny borgmester i Hjørring Kommune kræver det, vi får flyttet nogle mandater ind over midten, så derfor ærgrer det mig, at Venstre står mere svækket nu, for mine chancer for at blive borgmester er alt andet lige større hvis de borgerlige partier i sin helhed får et bedre valg. Omvendt kan man også lave den analyse der siger, at jeg står, og gennem de sidste seks år har stået, som en borgerlig borgmesterkandidat og som et andet valg til Arne. Det styrker min position, og vi er klar til at kæmpe videre.
Daniel Rugholm kalder Vibeke Haanings beslutning for både flot og modig.
- Jeg synes, det er modigt, hun tager den beslutning. Det er flot, og man skal have respekt for, at hun vælger at prioritere og at hun følger sit hjerte. Jeg kan om nogen sætte mig ind i den situation, hun har stået i, så det har jeg stor respekt for.