Rubjerg Knude skæmmes af glasskår, søm og murbrokker
Glasskår, søm og murbrokker skal bestiges, før man kan komme tilnærmelsesvist tæt på Rubjerg Knude fyret. Et stort område roder nemlig med gamle byggematerialer.
Et af Nordjyllands yndede turistmål sætter turisterne på lidt af en prøve, når de skal forcere glasskår, søm og murbrokker.
Parkeringspladsen bugner af biler og turistbusser, og gennem de flere kilometer op til selve fyrtårnet ved Rubjerg Knude skal man ofte zigzagge for ikke at tumle sammen med turister fra alverdens lande. Området er et særdeles yndet turistmål, men ved ankomsten til fyret bliver der desværre for nogen slået skår i glæden, når de lige ved og næsten træder i et glasskår eller søm.
Et kæmpe areal foran, omkring og op ad bakkerne er dækket af murbrokker og andet ubehageligt at træde på – både med og i særdeleshed uden sko.
Camilla Lauridsen er bosat på Bornholm, men er i anledning af ferien taget på tur til det nordjyske vartegn. Hun, hendes to børn og børnenes mormor smed alle skoene ved bilen og begav sig ud på den lange vandretur gennem sandet op mod fyret.
- Glasskår og søm, det er nok ikke så smart, når man render rundt med børn. Jeg synes også, det er synd, at det er lidt ufremkommeligt. Jeg tænker ikke, jeg er den eneste, der har smidt skoene nede ved bilen, inden jeg begyndte opstigningen, siger hun og fortsætter:
- Det havde været bedre, hvis man havde fjernet det eller lavet en passage.
Området ved Rubjerg Knude Fyr bliver hvert år besøgt af mere end 200.000. Det snart 120 år gamle fyr blev bygget med en gård, der for længst er blevet ædt af vejr og vind. Nu ligger resterne spredt ud over det hele.
- Turistvenligt, det er det ikke. Man falder jo i mursten, lyder det fra Arne Gammelgaard, der er bosat i Göteborg og er med familien på besøg ved fyret for allerførste gang. Synet af rodet på sandet imponerer ham langtfra. Han havde forventet hvidt sand, som det, man ser på billederne.
- Man burde fjerne det, så man kan komme frem og ikke skade sig.
Naturstyrelsen ejer fyret, og dengang man kunne se, skrænten bare kom tættere og tættere på fyret og vind og vejr samtidig var hård ved bygningerne, besluttede man sig for at lade husene omkring fyret forfalde.
- Dengang milen begyndte at vandre – som man kan kalde det, det er jo en stort klit, der ligesom en mile vandrer - der besluttede man, den skulle få lov at æde bygningerne. Det er rådt og et barskt sted med sin egen skønhed, og man har simpelthen valgt at lade stenene være, lyder det fra Jesper Blom-Hansen, der er skovrider ved Naturstyrelsen. Han fortæller yderligere, at de har i sinde at gøre noget ved de søm og glaskår, der er dummet op fra sandet.
- Klart. Vi har folk deroppe meget jævnligt og samle op. Men det er et sted der er meget dynamisk. Der er noget nyt hver dag. Det blæset først fra ene side og så lidt til den anden side, og der dukker ting op i mellem.