Ny træner gav forårets første sejr
Hjørring-holdet fik sin første sejr i foråret efter flot saksemål.
Med Jacob Krüger i spidsen vandt Vendsyssel FF forårets første sejr på flot saksesparksmål af brasilianer.
Brasilianske Washington Brandao scorede torsdag aften sit første mål i den hvide trøje, da han ekvilibristisk scorede på saksespark efter et hjørnespark.
Det blev kampens eneste mål og dermed blev Silkeborg sendt hjem til det midtjyske uden point.
Forårets første sejr betyder også, at klubbens nye trænerteam bestående af Jacob Krüger, Ole Søndergaard og Henrik Pedersen styrer holdet tilbage på oprykningskurs efter et miserablet forår uden sejre.
- Vi var kommet ind i en lidt ond cirkel, og jeg tror, at vi var mange, og det er uden at sige et eneste ondt om nogen, der havde brug for en forandring, og så var det sådan set ligegyldigt, hvilken forandring det så skulle være. Der er kommet god energi ind i holdet, og det var tydeligt i dag, sagde Vendsyssel FF-spiller Bjarke Jacobsen efter kampen.
Vendsyssel FF er med sejren tilbage på fjerdepladsen, fire point efter Silkeborg på tredjepladsen. Og netop tredjepladsen er vigtig, for der rykker tre hold op i Superligaen, der skal udvides med to hold.
Næste kamp for Vendsyssel FF er på udebane 8. maj. Her hedder modstanderen Næstved BK.
Kampfakta
Vendsyssel FF – Silkeborg IF: 1-0 (1-0)
1-0: Washington Brandao (42. minut)
Vendsyssel (4-4-1-1): Jesper Christiansen – Rune Frantsen, Søren Henriksen, Chris Sørensen, Patrick Nielsen – Washington Brandao (82: Jens Kristian Sørensen), Hallur Hansson, Bjarke Jacobsen, Christian Overby – Brandur Hendriksson (69: Simon Okosun), Tiago Leonço (67: Andre Riel)
Silkeborg IF (4-4-2): Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby, Dennis Flinta, Simon Skov Jakobsen, Nikolaj Ritter (89: Nicklas Røjkjær) – Robert Skov, Martin Thomsen (65: Nikolaj Agger), Mikkel Vendelbo, Emil Scheel – Davit Skhirtladze (74: Ulrik Flo), Andreas Albers