Museum i knibe: Søger frivillige til vedligeholdelse
Foto: Jesper Sterum
Flere bygninger trænger til en kærlig hånd på Vendsyssel Historiske Museum.
Vendsyssel Historiske Museum mangler frivillige til at vedligeholde museets bygninger.
Mangellisten bliver længere og længere.
Det er svært at nå det hele for de ansatte på Vendsyssel Historiske Museum.
Jeg drømmer om, at der kommer nogle håndværkere, der har nogle gode faglige kvalifikationer, men jeg ønsker også, at der kommer nogen, som har interesse for gamle bygninger, som ikke behøver faglige kvalifikationer.
Peer Nielsen, bygningschef på Vendsyssel Historiske Museum.
Derfor inviterede de torsdag til møde på Mosbjerg Landbrugsmuseum i et forsøg på at tiltrække flere frivillige.
- Vi skal lave udstillinger, bygningsvedligeholdelse og holde de grønne arealer, og vi er altså ikke ret mange folk mere, så vi kan ikke følge med, fortæller bygningschef på Vendsyssel Historiske Museum, Peer Nielsen, til TV2 Nord.
Faktisk har museet allerede flere frivillige tilknyttet, da de både har et bilaug, et havelaug og et marklaug.
- Udover det sociale de får ud af det, så kan vi se, at de gør en forskel ved at hjælpe museet i forskellige sammenhænge. Vi kan ikke løfte opgaverne selv, og derfor betyder det noget, at de er her, forklarer, direktør på Vendsyssel Historiske Museum, Anne Dorthe Holm, til TV2 Nord.
Gode bejlere mødt op
Alle er velkomne til at blive frivillig på museet.
- Jeg drømmer om, at der kommer nogle håndværkere, der har nogle gode faglige kvalifikationer, men jeg ønsker også, at der kommer nogen, som har interesse for gamle bygninger, som ikke behøver faglige kvalifikationer, siger Peer Nielsen.
Af de fremmødte var der særligt flere med baggrund i håndværkerfag.
Frank Knudsen bliver pensionist til august, og han kan godt se sig selv i en rolle på Vendsyssel Historiske Museum.
- Nu snakker de om at kalke, og det er sådan en typisk mureropgave. Jeg fik mit svendebrev i 1974, så det kan jeg godt byde ind med, fortæller Frank Knudsen til TV2 Nord.