Mulig børnelokker set i Tornby
Politiet efterforsker en sag om en mulig børnelokker i en rød bil i Frederikshavn. Nu er en mand i en rød bil set i Tornby, hvor han har passet en elev op..
I løbet af de seneste uger er flere elever fra Bangsbostrand Skole i Frederikshavn blevet passet op af en mand i en rød bil, som spurgte eleverne, om de ville med ham ud at køre.
Eleverne takkede alle nej og fortalte det til skolen og deres forældre, og det fik i sidste uge skolens ledelse til at advare mod manden. Episoderne er også meldt til politiet, som nu efterforsker sagen.
Nu er en mand i en rød bil dukket op i Tornby. Det skriver flaskeposten.nu. Netmediet skriver, at det ifølge skoleleder på Tornby Skole, Helle Berit Kristensen, var torsdag eftermiddag, at en af skolens elever blev kontaktet af en mand i en rød bil. Han tilbød eleven at køre med, men eleven takkede nej.
Episoden er meldt til politiet, og skolelederen opfordrer nu forældre på skolen til at tale med deres børn om, at man ikke skal køre med fremmede.
Mandag fortæller Helle Berit Kristensen til TV2 Nord, at hun ikke har hørt mere om manden i den røde bil siden hun i sidste uge skrev ud til forældrene.