Lundergårdskolen vil have flere piger til at spille fodbold
Dansk kvindefodbold oplever i disse år historisk stor interesse, men paradoksalt nok er antallet af kvindelige fodboldspillere samtidig faldet. Den tendens skal et nyt fodboldprojekt på Lundergårdskolen i Hjørring være med til at ændre.
Dansk kvindefodbold oplever historisk stor interesse, men antallet af kvindelige fodboldspillere faldet. Den tendens vil et projekt i Hjørring ændre.
Det er ikke mange indersideafleveringer og halvliggende vristspark de 43 pigefodboldspillere fra Lundergårdskolen i Hjørring har nået at lave, siden de begyndte at sparke til bolden i april.
- Jeg gad godt at blive fodboldspiller, når jeg bliver stor, fortæller Ida Thorsø, som går i 1.C på Lundergårdskolen.
Hun er en af de piger fra Lundergårdskolen, der er med i et nystartet pigefodboldprojekt, som skolen har stablet på benene. 95 procent af dem har aldrig spillet fodbold før og få har været med til andre aktiviteter i en af de lokale foreninger.
- De får nogle nye kammerater, som de måske ikke leger med inde på skolen. Nu kan de være med og være en del af et holdfællesskab, siger pædagogmedhjælper Michael Eriksson Kristensen fra Lundergårdskolen.
DBU støtter projektet
Dansk Boldspil-Union har støttet projektet med 10.000 kroner. Målet er, at pigerne finder ud af, at det kan være sjovt at dyrke motion, og at de oplever, hvordan det er at være en del af et fællesskab. På sigt skal det gerne føre til, at de bliver fodboldspillere i foreningerne.
- Vi ser jo, at iPads og hvad der ellers er af elektronik vinder ind og har gjort det i en del år efterhånden. Vi er jo så ærgerlige over, at vi ikke kan få nogle flere folk til at komme ud til fodbold, håndbold eller ishockey. Vi håber, at det her kan give dem et skub i den rigtige retning, siger Michael Eriksson Kristensen.
Idrætsforeningerne i Hjørring Kommune oplevede fra 2016 til 2017 et fald på næsten fire procent i antallet af pigefodboldspillere under 18 år. Projektet på Lundergårdskolen, som kører indtil sommerferien, har skabt forudsætningerne for, at foreningerne kan få flere piger ind på deres fodboldhold.
- Jeg tror, det kunne være sjovt, og at jeg får en masse nye venner, siger Alva Gilbert fra 1.C og baggrunden for, at hun godt kunne tænke sig at blive fodboldspiller i en forening.