Kvinde nægter sig skyldig i brandstiftelse
Foto: Jesper Lange (Arkiv)
En kvinde sov i huset, da branden blev påsat.
En 36-årig kvinde nægter sig skyldig i at have sat ild til en ejendom i Tårs.
En 36-årig kvinde er tiltalt for at have sat ild til en ejendom i Tårs ved at hælde benzin omkring huset og derefter antænde det. Forbrydelsen skete den 29. juli 2017 omkring 05:45.
Retssagen startede ved retten i Hjørring fredag morgen. Den 36-årige kvinde nægter sig skyldig i brandstifelse, det oplyser anklager Thomas Klingenberg.
Under brandstiftelsen sov husets ejer i ejendommen. Ejeren blev dermed udsat for overhængende livsfare, hvilket der i anklageskriftet står, at den 36-årige tiltalte må have været bevidst om.
Hun er tiltalt efter straffelovens §180 om kvalificeret brandstiftelse, som kan give op til livstid.
Udover brandstiftelse så er kvinden også tiltalt for tyveri, hvilket hun har erkendt. Hun er blandt andet tiltalt for, at hun sammen med en medgerningsmand har skaffet sig adgang til en ejendom i Frederikshavn. Her har de stjålet smykker, sølvtøj, knive, køkkenudstyr og spiritus til en værdi af 68.866 kroner.
Retssagen fortsætter den 12. marts.