Kartoffeldag med besøgsrekord
Foto: Jesper Bo Winther
Den årligt tilbagevendende kartoffeldag her i efterårsferien på Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg ved Sindal er gået hen og blevet et tilløbsstykke.
Billetterne blev revet væk. Folk strømmede til kartoffeldag i Mosbjerg. Allerede efter godt en times tid var der blevet lukket 800 besøgende ind, og besøgstallet sidst på eftermiddagen nåede op på 1.310.
Det var især optagningen af kartofler ude i marken, der hittede. Unge som gamle sværmede efter kartoffeloptagerne, hvor de kunne samle alle de kartofler de orkede.
- Vi har svært ved at følge med. Alle maskiner er i brug, og vi kører med fuld kapacitet. Kartoflerne vælter op af jorden, fortæller traktorfører Hans Heitmann.
Skal man forstå hvorfor kartoffeldagen med årene er blevet en publikumssucces i efterårsferien er familiehygge måske kodeordet. År efter år mødes mange familier for at være sammen om at samle kartofler.
- Ungerne har været her med deres bedsteforældre, men nu har jeg taget fri fra arbejde i dag for at opleve det her, siger Peter Nielsen fra Bjergby.
For mange vendelboer er kartoffeldagen blevet en dag man bare ikke vil gå glip af.
. Jeg har været med hvert eneste år siden jeg var barn, og nu har jeg så mine børn med. Det er blevet en tradition at bruge en dag i efterårsferien på at samle kartofler, siger Rebecca Nielsen fra Bjergby.
De mange gæster slæbte hjem med 3.500 kg kartofler af sorten sahva.