Hjørring-kører vinder motorsports-serie for femte år i træk
Foto: Ivan Hansen
Steffen Hansen og team efter sejren.
Steffen Hansen fra Hjørring tog i weekenden titlen som danmarksmester i motorsports-serien Syverrace Cup for femte år i træk.
Hjørring har i løbet af weekenden fået en danmarksmester, efter motorssportsserien Syverrace Cup løb af stablen.
Vinderen blev 38-årige Steffen Hansen, der som den første nogensinde kan bryste sig af titlen som danmarksmester for femte år i træk.
- Det er jo dejligt. Det har været et rigtig godt år. Det er ikke nemt at træne motorsport i Danmark, for man kan kun køre få gange om året, så min lange erfaring inden for løbet gør, at jeg kan holde mig oppe, siger Steffen Hansen.
Syverrace Cup har været i gang siden april, men nåede først sin afslutning her i weekenden, da finaleløbet blev kørt på Padborg Park.
Sæsonen startede ellers skidt ud for Steffen Hansens og hans team, da der var problemer med bilen i både første, anden og fjerde løb. Heldigvis for Steffen Hansen talte de første løb ikke med i den samlede pointstilling.
Til det femte løb lykkedes det teamet at få styr på problemerne, og de ti tællende afdelinger blev afsluttet med ni førstepladser og en anden plads i løbet af sæsonen.
Om sin fremtidige mål har Steffen Hansen følgende at sige.
- Det er svært at sætte nye mål, for de er blevet indfriet de sidste fem år. Jeg har en drøm om at komme videre i en højere serie, men det er for dyrt at rykke over i en anden klasse som eksemeplvis DTC. Så længe, at vi kan få det til at hænge sammen i klassen her, så må det siges at være målet. Vi er stolte over at klare det fem år i træk, siger Steffen Hansen.
Mikkel Holch fra Århus tog sølvmedajlen, mens Carsten Lauridsen fra Varde indtager tredjepladsen.
Udover at være danmarksmester er Steffen Hansen også skandinavisk mester i samme serie, kaldet Sevenracing.