Hjælpen strømmer ind til politiet: Nu kan borgerne få tyvekoster tilbage
Lokalpolitiet i Hjørring ligger inde med en lang række tyvekoster, som man håber, at kunne finde ejerne til.
Efter TV2/Nord i mandags fortalte historien om de mange tyvekoster, som lokalpolitiet i Hjørring ligger inde med, har der været tryk på politiets telefoner.
Efter TV2/Nord i mandags fortalte historien om de mange tyvekoster, som lokalpolitiet i Hjørring ligger inde med, har telefonen nærmest kimet konstant hos politiet.
I mandags havde politiet placeret mellem fem til 10 indbrud til de mange tyvekoster, som de havde fundet efter en række ransagninger hos gerningsmændene. Siden da har der været så stor hjælp fra borgerne, at politiet nu kan spore tyvekosterne til i alt 20 indbrud.
- Det har været en kæmpe succes med omtalen i medierne. Det er ekstra godt, for med borgernes hjælp kan vi hænge gerningsmændene op på flere forhold, og samtidig får folk deres ting tilbage fra tyverierne, siger Peter Skovbak, vicepolitikommissær ved Nordjyllands Politi i Hjørring.
Opkaldene fra borgere, der har været udsat for indbrud, fortsætter med at strømme ind til politiet.
- Vi har faktisk haft så travlt, at vi endnu ikke har svaret på alle henvendelser. Lige nu har vi fem liggende på telefonsvareren, som vi mangler at ringe tilbage til, fortæller Peter Skovbak.
Politiets ransagninger fandt sted på flere adresser øst for Hjørring. Adresserne blev ransaget efter en større indbrudsbølge i det nordlige Vendsyssel.
Der blev i alt fundet 215 effekter efter ransagningerne. I mandags manglede politiet stadig at få placeret 100 af tyvekosterne - det tal er nu faldet markant efter borgernes henvendelser