Frygter støj: Udsigt til skydebane i nabolaget får borgere på barrikaderne
Foto: Anders Hestbek
Planer om at etablere en flygtskydningsbane i en gammel grusgrav nær Ugilt er blevet mødt af massive protester. Onsdag aften er der borgermøde om sagen.
Udsigten til at få en flugtskydningsbane som nabo, vækker ikke begejstring hos Trine og Tobias Volhøj, der for fire år siden købte deres hus i Ugilt - lige syd for Sindal.
Parret købte nemlig deres hus - langt ude på landet - for at parrets tre børn kan vokse op i fred og idyl. Men den plan bliver der altså nu - formentlig - lavet om på.
Planen var, at vi skulle have fred og ro, og ikke at vi skulle have nytårsaften i baghaven hver dag.
Trine Voldhøj, Sygeplejerske
- Planen var, at vi skulle have fred og ro, og ikke at vi skulle have nytårsaften i baghaven hver dag, sige Trine Volhøj, der arbejder som sygeplejerske.
Det er Hjørring Jagtforening, der har planer om at blive nabo til familien Volhøj og resten af Ugilt. På grund af støjgener fra foreningens nuværende flugtskydningsbane på Ulvkærvej i udkanten af Hjørring er de blevet tvunget til at flytte og nu er planen, at det en tidligere grusgrav, der skal huse dem.
Placeringen lige uden for Ugilt er valgt fordi området i forvejen huser motocrossbanen Sønderskovbanen samtidig med at det vurderes at den tidligere grusgrav er placeret så lavet i terrænet, at omgivelserne vil fungere som støjafskærmning. Men det giver familien Volhøj ikke meget for:
- Jeg kender én, der lægger øre til det nu, og hendes barn kan ikke sove ude i barnevognen, og der tænkte jeg nej, det skal være løgn, fortæller Trine Volhøj.
Støj hele ugen
Støjberegninger foretaget i forhold til den mest støjbelastede nabo til den måske kommende skydebane, viser en støjbelastning på 66 dB. Det giver mulighed for at tillade dagsskydninger fem dage fra mandag til lørdag, tre aftenskydninger på hverdage og otte weekendstævner om året.
De rammer kommer Hjørring Jagtforening dog ikke til at udnytte. Her ønsker man fire dagsskydninger om ugen, to aftenskydninger og så de maksimale otte weekendstævner på et år. Men det beroliger ikke familien i Ugilt:
- Vi havde ikke engang kigget på vores ejendom, hvis der lå en skydebane i baghaven. Det vil andre købere også tænke, så vores bolig kommer til at lide et stort værditab, siger Tobias Volhøj, der til daglig er arbejder som dyrlæge.
Borgere er negative
På Hjørring Kommunes hjemmeside har projektet været i fordebat. Her er alle fakta omkring placeringen, støjen fra skydebanen og miljøkonsekvenserne samlet. Og så har borgerne mulighed for at komme med kommentarer til projektet. Og det er der mange, der har benyttet sig af.
"Hvis skydebanen bliver flyttet pga støj, er det så ikke dumt at flytte den til et sted, hvor samme problem vil opstå, og hvor så mange er imod," spørger en af de borgere, der bidrager til debatten blandt andet og følger op med information om at støj faktisk er skyld i dødsfald. Faktisk har en undersøgelse vist, at vejstøj er skyld i mellem 200 og 500 for tidlige dødsfald om året ligesom støj fra vejtrafik øger risikoen for at udvikle diabetes.
En anden borger, der bidrager til debatten skriver kort og godt under overskriften "Drop det": "Vi ønsker ingen flugtskydningsbane i området," og generelt er de mange kommentarer negativt stemt overfor projektet.
Borgermøde flyttet på grund af stor interesse
Onsdag aften skal der så afholdet et offentligt møde om projektet hvor Hjørring Kommune og Danmarks Jægersamfund skal informere om planerne, ligesom det bliver muligt for de fremmødte at stille spørgsmål til projektet.
Mødet skulle efter planen være afholdt i det nærliggende Astrup Forsamlingshus, men på grund af den store interesse for at deltage i mødet har Hjørring Kommune flyttet det til Astrup-Sønderskov Hallen, hvor der er plads til alle.