Fortuna optaget i fint internationalt selskab
Foto: Henning Bagger / Scanpix (Arkivfoto)
Fodboldklubben Fortuna Hjørring er blevet optaget i ECA Womens Football Committee (WFC). Samtidig er Fortuna Hjørrings formand Jette Andersen blev udpeget til en vigtig rolle i WFC.
Den erfaring Fortuna Hjørring og formand Jette Andersen har med at bringe spillerne til tops i en organiseret klub kommer nu kvindefodbolden til gode på internationalt plan. Fortuna er nemlig blevet optaget i ECA Womens Football Committee (WFC).
WFC har på grund af den voksende interesse for kvindefodbold i Europa valgt at øge antallet af klubber, og derfor er Fortuna nu blandt medlemmerne. Samtidig er formand Jette Andersen blevet udpeget til at varetage en vigtig rolle i organisationen.
Der er mange ting at tage fat på. Kvindefodbolden bliver jo mere og mere anerkendt over hele verden.
Jette Andersen, formand for Fortuna Hjørring
Jette Andersen er blevet udpeget til at være en del af WFCs organisatoriske topplan. Jette Andersen skal være en af de otte medlemmer i organisationens bærende udvalg, der svarer til en bestyrelse.
- Jeg er meget beæret over at komme med i dette selskab, og jeg er sikker på, at det har stor betydning i forhold til at fremføre kvindefodboldens sag på såvel nationalt om internationalt niveau, siger Jette Andersen i en pressemeddelelse.
I udvalget kommer fortunaformanden i fint selskab med topfolk inden for kvindefodboldens verden fra blandt andet klubber som Manchester City, ACF Fiorentina og Atlético de Madrid.
WFC er en organisation for eliteklubber svarende til de største top-herreklubber.
- Mange af de øvrige klubber er afdelinger i herreklubber, og det er min opfattelse, at man ønskede en repræsentant for en ren kvindeklub også for at skaffe kendskab til og forståelse for en sådan organisation. Jeg kan kun tage det som et tegn på, at der er respekt for det arbejder og de resultater Fortuna præsterer, siger Jette Andersen.
Målet for i ECA Womens Football Committee er at gøre kvindefodbolden mere bæredygtig. Udvalget skal støtte, koordinere og erfaringsudveksle inde for organisationen.
- Der er mange ting at tage fat på. Kvindefodbolden bliver jo mere og mere anerkendt over hele verden. I USA er kvinderne mere populære end herrerne, og i øjeblikket ser vi, hvorledes store klubber som eksempelvis FC Bayern München, Olympique Lyonnais, Paris FC, Chelsea Ladies, Arsenal Ladies, Manchester City Women’s FC, Fiorentina, Juventus, FC Barcelona og så videre opruster på kvindesiden, slutter Jette Andersen.