Formand lokkede mænd med i koret
'Det kærlige kor' også kendt som sysselkoret i Hjørring fejrer 25 års jubilæum.
I dag kan Sysselkoret fejre sit 25 års jubilæum. Stifteren lokkede bas og tenorer med via en kontaktannonce i avisen.
Der blev uddelt krammere til højre og venstre, da Anne Wraae i dag kunne fejre, at det er et kvart århundrede siden, hun sammen med Bjarke Langkjær stiftede Sysselkoret.
- Vi startede med 35 kvinder på Sysseltinget, men vi manglede mænd. Så vi indrykkede en annonce og lovede, at mændene ville få et kram af formanden, når de blev medlem. Og så kom de væltende, griner Anne Wraae.
Jubilæet blev fejret på UCN i Hjørring, som er korets nye øvested, efter Sysseltinget lukkede. Og Anne Wraae er sikker på, at koret også eksisterer i mange år fremover.
- Nu fejrer vi sølvbryllup i dag, men jeg glæder mig allerede til guldbryllupsfesten, siger hun og slår en latter op.
I anledning af jubilæet var syv andre kor indbudt til fest, og flere hundrede gæster nød koncerten i storsalen.