DGI-opvisning i Hjørring: 2000 gymnaster gav den gas på gulvet
Park Vendia lagde lokaler til weekendens gymnastikopvisning i Bagterp Gymnastikforening.
Foråret er for de fleste gymnaster kulminationen på mange måneders træning i vintermånederne - og tidspunktet hvor forældre og bedsteforældre skal se resultatet.
Bagterp Gymnastikforening var blandt dem, der viste talenterne frem til sidste weekends opvisning.
Her var omkring 2.000 gymnaster fra 37 forskellige hold på gulvet. Fra Bagterp Gymnastikforening deltog 13 hold - lige fra far-mor-barn-holdet til de lidt større rytme- og springgymnaster.
Og så var der også besøg fra en række idrætsefterskoler (Bjergnæs, BGI-Akademiet, Salling, Himmerland, Flemming og Halvorsminde), flere landsdelshold og DGIs repræsentationshold.
Opvisningerne fandt for andet år i træk sted i Park Vendia i Hjørring - et sted, der giver gymnasterne bedre muligheder end i den lokale hal i Bagterp.
- Vi er ved at drukne i gymnaster og bedsteforældre, der kommer og kigger med, så Vendihallen er perfekt for os, for her kan alle få en siddeplads, og der er omklædningsrum og toiletter nok til alle, fortæller Mette Brath, en af de begejstrede instruktører, der selv var med til opvisningen.